KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

ÂH, D ISSE M I N D E R . - H v o rd a n v a r d e t så fo r d ig a t fin d e d ig til r e tte h e rh jemm e? — V e l var det rart at komme hjem igen, men der gik ikke lang tid, før det igen begyndte at rykke i én. En af mine kammerater fra drengeårene var en ivrig tilhører, når jeg fortalte om mine oplevelser rundt om i Europa. Han gik også og fik udlængsel, og vi talte meget om at rejse ud sammen. Så skete det, at han traf sammen med en ung mand, som var født i Brasilien. Han berettede vidt og bredt om, hvor rart der var derovre, og så var spillet gående. V i snakkede frem og tilbage og lagde planer, og alvor var der skam i det, for vi gik i flere måneder og lærte portugisisk af denne mand. Men det med pengene var jo en vanskelig­ hed, og så viste det sig, at vi fandt udvej også for det. M in kammerats far var malermester. Han havde selv rejst meget i det fremmede, da han var ung, så han forstod os. Han lånte os penge og forærede os oven i købet de 300 kr., som rejsen kostede. Lykkelige var vi, og vi fik bestilt billetter til en stor engelsk båd, der skulle afgå fra Southampton. Ak ja, jeg husker tydeligt, hvordan min forældre tog situationen, da jeg kom og viste dem billetterne. Min mor var lidt beklemt, men indså vel, at der ikke var noget at stille op, og min far sagde kort og godt: Du er ikke rigtig klog! Den dag, vi drog af, var begge vore mødre på banegården for at sige farvel, men ingen af vore fædre. Da vi kørte forbi Valby sta­ tion, hvor min kammerats forældre boede, så vi, at der var hængt flag og lagener ud af vinduet som en afskedshilsen til os. Det var den 13. maj 1913 . V i rejste over Esbjerg-Harwich til London, hvor vi var i fire dage, og derpå til Southampton. Der lå vores skib, en mægtig båd på 18 .000 tons, så der var plads nok. »Amazonas« hed den. Og nu be­ gyndte en sørejse, som jeg aldrig skal glemme. Om bord traf vi sammen med nogle herlige guttermænd, blandt dem en neger, der var født på Set. Thomas i det dengang danske Vestindien. Han kunne lidt dansk. V i havde det vældigt fornøjeligt sammen under hele overfarten. På rej­ sen sydover anløb vi Brest i Frankrig og nogle spanske pladser og kom så til Lissabon i Portugal, hvor vi skulle ligge i en halv snes timer. Her var vi i land for at se os om, og her fik vi lejlighed til at forsøge os med vore portugisiske kundskaber. Det gik nu ikke særlig godt, men vi kla­ rede os med at tage fingersprog til hjælp. Det hjalp nok også på det, at vi fik smagt på den portugisiske vin, den var billig, så billig, at vores negerkammerat fik så meget, at vi havde vores mas med at få ham bragt om bord igen. Flere hundrede spanioler og portugisere skulle med til