KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

ÅH, D ISSE M I N D E R . skuet ud over Vierwaldståttersøen. D et var naturindtryk, som man aldrig kan glemme. — M a n s k u lle næ sten tro , S ø d e rb e rg , a t du kun h a v d e beh a g elig e o p ­ levelse r. —Jamen, det er jo det, jeg siger. Man husker altid bedst det gode og det fornøjelige. Men jeg skal nu ikke lægge skjul på, at vi også somme tider var ude for strabadser. Engang skulle jeg ved vintertid rejse sam­ men med nogle danske malere fra Olten til Basel. Men så fandt malerne ud af, at de ville tage toget. Jeg havde ingen penge, så jeg måtte tage turen til fods. D e t blev en hård tørn. 45 kilometer skulle jeg gå. Jeg startede klokken 7 om morgenen, og det sneede og stormede. Vejviserne var sneet til, men jeg vidste, at jeg skulle opad for at komme over Olten- passet i 800 meters højde. Jeg ved ikke, hvordan det ville være gået, hvis ikke jeg oppe i pashøjden havde været så heldig at træffe på en kone, der skulle køre mælk et stykke vej i den retning, jeg skulle. Hende kom jeg op at køre med, og det hjalp både på humøret og kræfterne. Jeg havde sat mig i hovedet, at jeg ville nå frem til Basel om aftenen, så da jeg havde sagt farvel til konen, masede jeg videre i uvejret. Det eneste, jeg fik at spise, var rundstykker og sne. Men frem kom jeg. Klokken 8 om aftenen nåede jeg hulen i Basel, stivfrossen og forkommen. Jeg be­ svimede, da jeg kom ind i varmen, men det hjalp, da jeg fik noget mad og nogle øller, og så var jeg for resten i vigør igen og sang og festede hele aftenen sammen med kammeraterne. Johannes Søderberg standser op nu og da og ler af sin ungdoms me­ riter. Så kommer han i tanker om de »forplejninger«, han har overnat­ tet på. D e var ikke alle lige appetitlige. —Jeg husker »forplejningen« i Bern. Der skulle vi møde klokken 5 om eftermiddagen, hvis vi ville have noget at spise. V i blev lukket ind i en stor spisesal, hvor vi fik udleveret hver en tinskål. Der var unge og gamle, tyskere, østrigere, ungarere, italienere og skandinaver. Så kom der en katolsk præst, som bad bordbøn med os, inden vi fik noget at spise. Så kom logifatter og kommanderede os til luseparade. Der stod vi så alle mand splitternøgne, og nogle måtte til aflusning. Først der­ efter kom de med en stor spand suppe, og den smagte godt. Jo, man prøvede lidt af hvert, og det kunne ikke nytte noget, at man var for sart. Væggetøj og lus og lopper var vi velkendt med, man kan vænne sig til meget. Og nu bagefter vil man ikke have undværet noget af det. V i kom