KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

S V U N D N E T I D E R ikke forsvandt, var mindet om den »som en begivenhed, der kunne give ny virkelighed til Københavns blegnede drømme om at være en verdens­ by og tilføre dens liv noget af den glans, den har mistet«, som Adolf Bauer udtrykte det 1888 i en artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift. V ed rejsegildet på udstillingsbygningen 1872 havde rustmester G. Christensen, der var næstformand for det aktieselskab, som var blevet dannet i 1870 til at forestå dens opførelse, udtalt, at det, som universi­ tetet og de højere læreanstalter betød for videnskaben og dem, der ud­ dannede sig til embedsmænd, lærere, kunstnere og landbrugere, skulle »dette hus med Guds hjælp blive for dem, der arbejde i industriens tje­ neste, navnlig til oplysning, støtte og vejledning for dem, som føle trang dertil og som selv ville arbejde fremad«, medens udstillingen 1888, der fandt sted i hundredåret for stavnsbåndets ophævelse, var at betragte som en hyldest til arbejdet, »det flittige og udholdende, såvel som det livlige og åndfulde, kort sagt arbejdet i alle virksomhedsgrene«. I begge udstillinger var murerne interesserede. Således var i 1872 bygningens arkitekt V ilhelm Klein, der også kaldes murermester, med­ lem af udstillingskomitéen, og i 1888 murermester C. P. Wienberg, der tillige fra 1 8 7 5 -9 6 var medlem af Industriforeningens repræsentantskab og bestyrelse, og desuden fra 1 8 7 6 -8 3 havde været borgerrepræsentant. Blandt deltagerne i denne udstillings garantifond findes murermestrene, borgerrepræsentant Carl R. Ette, den kendte kunstsamler J. V. Frohne, Carl Kruse, grundlæggeren af Frederiksholms Tegl- og Kalkværker, V il­ helm Køhier, foruden Wienberg, der også sad i bedømmelsesudvalget. D e t var således helt i overensstemmelse med murermestrenes sam­ fundsmæssige betydning, at lauget i 1892 flyttede til Studiestræde 7, hvor det forblev til 1912, da det fik nye lokaler i den forlængst nedrevne ejendom V ed Stranden 6.

1 2 9