KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

S V U N D N E T ID E R »Brøndstrædes Hospital« eller »Sjæleboderne« mellem Møntergade og Store Brøndstræde, hvor nu belysningsvæsenets ejendom er beliggende med sidefacade ud til den gade, der i dag kaldes Sjæleboderne. Dette navn går tilbage til katolicismens dage, da det ikke var usæd­ vanligt, at velstående folk i deres testamente betænkte de fattige med gaver i håbet om, at sjælens pine i skærsilden til gengæld ville blive forkortet. Sådanne gaver kaldtes sjælegaver, og var det et hus, det dreje­ de sig om, kaldtes det en sjælebod eller et sjælehus. Blandt disse sjælehuse var også fjorten boder, som enken efter Albert von Goch i 1550 havde skænket de husarme fattige til fri bolig i kvar­ teret bag det ved reformationen ophævede Set. Clara Kloster i Gam­ melmønt. Boderne, der sikkert har været bygget af bindingsværk, har klynget sig til hinanden i en lang række mellem Møntergade og Store Brøndstræde, som der begge steder var indgang fra til gårdspladsen. »De, som ere udi Sjæleboderne - udtalte fattigdirektionen 1709 - og ikkun nyde 8 å 12 sk. om ugen, skulde man tænke at være sådanne folk, at når de derinde havde husly og deslige undsætning, som boderne fø l­ ger, de da kunde fortjene nogenledes det øvrige med deres hænders ar­ bejde i en og anden måde, så at dem derfor ikkun var så ringe almisse tillagt, på det dem derved ej skulde gives lejlighed til ørkesløshed og betleri, hvorfor sådanne folk ville nøje examineres og foreholdes at bruge de friske lemmer, Gud endnu har forundt dem, til den øvrige livs­ ophold at fortjene og dem skarp forbydes ved betleri at søge almisse, såfremt de ej dobbelt ville straffes mod andre, som ganske intet nyde. Men de stakler, som aldeles intet kunne fortjene til deres nødtørftige ophold, anbefales til større almisse«. Tilstanden i Sjæleboderne har sikkert ikke været alt for god. Husene var gamle og vel også forfaldne, da fattigvæsenet manglede midler til deres istandsættelse. Branden 1728 lagde dem øde, men værre var, at der også indebrændte en del syge, som det ikke lykkedes i tide at komme ud. Nogle år lå tomterne nu ubebyggede hen, men i 1734 stod de nye Sjæleboder færdige. De bestod af et grundmuret hus ud til Møntergade, hvor institutionens præst havde bolig, medens det egentlige hospital lå i gården bag ved. D et var et 42 fag langt bindingsværkshus, to etager højt over kælderen, og det indeholdt såvel sygestuer som bolig for hospi­ talets spisemester eller kok. I stueetagen fandtes kirkesalen, der kun var simpelt udstyret, to rum hver med senge til 24 fattige, og en sygestue. På første sal boede ligeledes 48 fattiglemmer, medens loftet benyttedes