KøbenhavnsMalerlaucsHistorie_1622-1922

- 51 - som vel mulig. Uagtet Malerlærlingene længe før, det var Tilfældet i andre Fag, havde aflagt Svendestykke og lige siden 1752 havde faaet Tegneunder* visning paa Kunstakademiet, kan der paavises en stadig Nedgang i faglig Dygtighed, dels fordi Tegneundervisningen næppe blev drevet med særligt Hensyn til den faglige Uddannelse, Malerne skulde have, og dels fordi Ud* dannelsen paa Værkstedet, Grundvolden for det hele, faktisk blev ringere, eftersom Tiden gik. I Begyndelsen af det 19. Aarhundrede hører vi om de udlærte Svende, at de efter en Læretid paa 5—7 Aar »ofte ikke forstaar det ringeste af, hvad en Svend bør vide«. I det sidste Aarti af 18. og det første Aarti af 19. Aarhundred forkaster Kunstakademiet over Halvdelen af de indleverede Mesterstykker, og om en* kelte af de antagne erklærer det, at de fandtes saa maadelige, at de burde have været kasserede, men at man har ladet Naade gaa for Ret. Man kan da gætte sig til, hvorledes Gennemsnittet af Mesterstykkerne har set ud. Og saa gjaldt Kunstakademiets Kritik endda ikke den »kunstneriske« Del af Mesterstykket, de saakaldte historiske Tavler, dem værdigede man ikke en Udtalelse; men netop den mere haandværksmæssige Part, Prøverne paa Orna* mentering, Marmorering o. s. v. Uagtet Lauget ofte havde faaet dette at vide, saa vedblev det dog at holde paa de historiske Stykker, som om det var dem, det alligevel kom an paa. En Gang imellem prøver man endog paa at sno sig fra Ornamentprøverne og indsender kun Tegninger efter historiske Kobbere til Bedømmelse. Men naturligvis fik man dem lige saa hurtigt tilbage igen. Saaledes i Aaret 1790. En Svend Sørensen Lange indsendte Mesterteg* ninger uden Vedføjelse af de af Akademiet befalede Ornamentprøver. Den 22. Februar kom de tilbage uden Approbation, hvorefter Svenden maatte give tabt og føje Akademiet. Alligevel var man ikke bleven klog af Skade, men gentog Forsøget i Juni Maaned s. A. Atter en Kassation og en Formaning til Lauget om for Fremtiden at paase, at alt blev, som forlangt. Som et sidste Forsøg paa at blive ved det gamle indsendte Oldermanden Lars Povelsen Lange en Pro Memoria, hvori han forklarede Grunden til, at man helst vilde holde sig til Historiebillederne. Ved at male dem viste man netop sin Dygtighed, og opnaaede tillige efter Laugets Mening — og her var det nok, at Tampen brændte — at der meldte sig færre Svende til Optagelse. 4*