KøbenhavnsMalerlaucsHistorie_1622-1922

- 96 - A rbejde. For denne Slægt stod den gam le L aug stid — trod s F attigdom og M angel paa Anseelse — i det store og hele som en gy lden T id , og fo r den vedb lev de tvungne F agp røver og de tvungne O rgan isa tion er at staa som efterstræbelsesvæ rd ige Idealer. V ed egen Kraft m ente den in tet at kunn e ud re tte ; kun, naar Regeringen og L ovgivningsm ag ten satte sig i Bevægelse, troede den, at der ku nd e opnaas en no g en lun de betrygget F rem tid for Haand* væ rkerstanden . Lige ned til vo r T id vedb lev disse Synsm aader at væ re raadende ind en fo r den største D el af den danske H a a ndvæ rk e rstand . Og saa inden fo r M alerlauge t er der gen tagne G ange bleven ud ta lt T ilslu tn in g til dem. Ved Siden af denne Slægt, der saaledes i alt væ sen tlig t fortsatte Over* leveringen fra L augsvæ senets T id , frem stod der im id lertid lid t efter lid t ikke saa faa yngre M æ nd , der var opvokset uden nogen F o rb indelse m ed det gamle. D e var for det meste op tu g ted e un d e r den frie Konkurrences h id sende og spo rende Indflydelse, og tjen t sig op, som de fleste havde, fra bar Bund, stolede de i alt væ sen tlig t k u n paa sig selv. D e allerfleste af dem saa paa den tv un gn e F ago rgan isation og paa, hvad der stod i Fo rb indelse derm ed, som T aabeligheder, der h ind red e dem i at faa A lbu erum . D e sku lde nok, mente de, vise, hv ad de du ede til, paa anden M aade. D e t er M æ n d af denne A rt, der har danne t de store Fo rretn inger og for en sto r D el har b id raget til at give H aa ndvæ rk erstand en noget af den sociale og økonom iske Anseelse, den h id til havde savnet. M en hverken den ene eller den anden T yp e af H aandvæ rkere var egnet til at give O rgan isation en fo rnyet Liv og B etydning. D en æ ldre Slægt ikke, ford i den ingen ret T ro havde paa, at der ad denne Vej ku n d e ud rettes noget, og den yngre ikke, ford i den var altfo r overbevist om sin Evne til at staa paa egne Ben. N a a r F o rho lden e var saaledes, og det var de i en M ennesk ealder efter Næ ring slov en s Vedtagelse, er det in tet U nder, at H aandvæ rkero rgan isa tione rne levede en ret hen sygnende T ilvæ relse. In d en fo r M alerlauget viser denne sig ved et stad ig t sv indende Medlems* tal. D e gam le døde, og de unge b rø d sig ikke om at træ d e ind. M an saa vel temm elig snart, at der var noget galt, men fo rstod aabenbart ikke den dybere liggende Aarsag. M eget h u rtig t kom man dog paa det rene med, at det Sæ rpræg, man ved de nye Loves Ik ra fttræ den havde øn sket at give Lauget som Samlings*