KøbenhavnsKommuneskole_1814-1914

96 o g havde da som Regel kun 36 ugentlige Timer. Denne ringe Betaling søgte de flere Gange at faa forbedret — men hver Gang uden Resultat. Først i 1844 forandredes Forholdet noget. Den ny Anordning omtaler ikke nogen bestemt Løn, men siger i al Almindelighed, at der ved Bestemmelsen af Lærernes Løn bør tages Hensyn til, at der til Børnenes Undervisning kan faas duelige Personer. Lærere, som i en passende Tid har tjent med Duelighed, Retsindighed og Flid, skal have Fortrin, o g der sikres dem særlig Adgang til Stads- bedemands-, Klokker- o g Gravertjeneste her i Byen, me­ dens man med Hensyn til Pensioneringen opretholder den gamle Bestemmelse, at denne skal afgøres efter Kancel­ liets Bestemmelse i hvert enkelt Tilfælde. Den var altsaa ingen Ret , men en B e g u n s t i g e l s e , der ydedes vel­ tjente Lærere. Efter nogle Aars Forløb*) gik man da endelig over til at fiksere Lønnen, saaledes at Lærerne begyndte med 300 Rdlr. og efter 6 Aars Tjeneste kunde stige til 500 Rdlr. Stigningen var dog ligesom Pensionen forbeholdt Myndighedernes Sanktion for hver Lærers Vedkommende. Et Særkende for denne Tid — baade umiddelbart før og efter den nye Lønningslovs Ikrafttræden — er den Række af Ansøgninger om Gratialer, som en stor Del af Lærerstanden finder sig beføjede til at indgive. I 1846 indsender saaledes en Lærer Ro h d e , der var ansat ved en Aftenskole i Trinitatis Sogn, et Andragende med bl. a. følgende Ordlyd: „Ikke uden den strengeste økonom i har det været mig muligt hidtil at forhverve det fornødne til Livets Ophold — men nu er jeg syg og kan ikke klare mig, saaledes at enhver uforudset Udgift om*) Den i — i — 1847.