KøbenhavnsKommunesForsørgelsesvæsen_1914

A rbe jd sfo rho ld osv., og navn lig m aa han i hve rt enke lt T ilfæ lde søge a t læ re den træ ng end e og h an s F o rho ld at k end e gennem e th v e rt til h an s R aad ighed s taa en d e Middel. N aar H jæ lp søges, skal m und tlig H envende lse d e sangaaend e som Regel ske af F am ilie fo rsø rge ren person lig til D is trik ts fo rs tand e ren i de t D istrik t, i hv ilke t den træ ng end e h a r Rolig e ller, hvis han ingen fast Bopæl h a r, da i de t D istrikt, i hv ilke t h an h a r ha ft Logis den sidste Nat h e r i Staden. Begæ rer en gift Kone, d e r sam lev e r m ed Manden, H jæ lp, m aa D is trik ts fo rs tand e ren , fo rind en H jæ lp tilstaas, fo rv isse sig 0 111 , a t de tte sk e r m ed M andens S am tykke og Vidende. Dog k an efter Om stæ nd igh ed e rn e en foreløb ig H jæ lp tilstaas selv ud en M andens Sam tykke , n a a r d e r e r Nød til Stede og de t m aa an tages, at Manden forsæ tlig u n d d ra g e r sig sin Fo rsø rge lsesp lig t. Ligeledes k an Sygehjæ lp tilstaas uden M andens S am tykke — i Konens Sygdom sfo rfa ld endog efter T red jem a n d s Begæ ring — n a a r de t skønnes, a t H jæ lpen e r p aa ­ træ n g e n d e nødvend ig . S aa frem t en D is trik ts fo rs tand e r paa and en Maade b live r v idende om , a t nogen in d en fo r h an s D istrik t lide r ligefrem Nød e ller e r h a a rd t træ n ­ gende til Sygehjæ lp e ller 1., e r de t h an s Ret — efter Om stæ nd ighede rn e h an s Pligt — selv at tilbyde Hjælp, jfr. Fa ttig lovens § 29, 2. Stykke. D e rim od k an F a ttigh jæ lp ikke ydes m od v edkomm end e s be stem te Vilje, m ed m in d re h an e r ude a f S tand til a t raade fo r sig selv (sinds­ syg e lle r 1 .). Giver U ndersøge lsen til Resu ltat, a t den søgende ikke e r i en saadan T rang , som h jem le r K rav paa F a ttigh jæ lp , afslaas Begæringen . I m o d ­ sa t F a ld fo rtsæ tte s U nde rsøg e lserne og Indstilling om H jæ lp gøres. G ræ n se rn e fo r H jæ lpens S tø rre lse e r i sto re T ræ k ang ivne ved O r­ dene i F a ttig lovens § 1 og 29. Hvad d e r m aa anses som »det nø d v en ­ dige«, k an kun b edømm e s i hv e rt enke lt T ilfæ lde og e r altid m e re e ller m in d re relativ t. Til Vejledning e r de t i In s tru x en fo r D is trik ts fo rs tan ­ d e rn e ud ta lt, a t ligesom Fa ttigh jæ lp i alt Fa ld a ldrig b ø r væ re saa r u n ­ delig, a t den u n d e rs tø tted e de rved b live r b ed re stillet end de fattige, som ved s to r Ø konom i s laa r sig igennem uden Fattigh jæ lp , saa ledes b ø r d e r som Regel h e lle r ikke ydes F a ttigh jæ lp til a t opn aa Goder a f en saad an Art, som fattige ud en fo r Fa ttigvæ sene t ikke kan fo r­ skaffe sig. Det følger dog a f sig selv, a t U nd e rstø tte lsen i m ange T ilfæ lde m aa ræ k k e v idere end til de abso lu te L iv sfo rnødenhede r, saa ledes n a a r Fa ttig ­ væ sene t h a r m aa tte t overtage den fu lde F o rsø rge lse a f gam le e ller sva­ 70 FORUNDERSØGELSER — BEGÆRING OM HJÆLP — TRANGSBEGREBET