KøbenhavnsKommunehospital_1863-1913

KOMMUNEHOS P ITALETS FO R SK E L L IG E A FD EL ING ER 9 9 og for at hindre, at Patienten krøb ud afTvangen, hvad der nok kunde lade sig gøre. Tvangen forhindrede ganske vist Selvbeskadigelser, og nogle Patienter faldt hurtigt til Ro. Tilhængerne af Tvangen frem­ hævede, at Patienterne lettere opgav Kampen mod den livløse Gen­ stand end mod levende Opsyn, og at denne ikke fristedes til at mis­ handle Patienten, ligesom den sparede paa Patientens Kræfter ved at indskrænke hans Bevægelser. Dette var sikkert heller ikke helt urig­ tigt, men nogle Patienter blev ved at kæmpe mod Indskrænkningen, og de havde dog vist snarest Skade deraf. løvrigt anvendtes Trøjen ogsaa som »løs Tvang«, hvorved Armenes Bevægelser blev indskrænkede, medens Patienten ellers kunde gaa frit om i sin Celle, naar Patienterne var voldsomme eller vilde mu- tilere sig selv, men ikke særligt urolige. løvrigt anvendtes naturligvis beroligende Medikamenter i stor Ud­ strækning. Bade spillede, skønt man ikke var blind for deres bero­ ligende Virkninger, derimod ingen Rolle, væsenligt fordi Badeind­ retningen var saa tarvelig, et lille daarligt Badeværelse i Kælderen for hele Afdelingen. (En Tid var der dog et ganske lille Badeværelse med 1 Badekar paa 1. Sal ved Thekøkkenet.) Mænd og Kvinder holdtes fuldstændigt adskilte, idet ligesom nu Kvinderne var anbragte paa 1. Sal, Mændene i Stue og Kælder (her kun Alkoholdeliranter). En skarp Adskillelse mellem rolige og urolige gennemførtes ikke, om man end naturligvis søgte at samle de urolige paa samme Gang. Afdelingens Tilstand var næppe saa slem, som man maaske vil forestille sig efter denne Beskrivelse. Dette beroede for en Del der- paa, at Patienterne almindeligvis meget hurtigt blev overflyttede til St. Hans Hospital, saa at der sjældent var ret mange urolige paa samme Tid. Der holdtes fra Administrationens Side paa, at Over­ flytningen skulde ske hurtigt, og at en egentlig Behandling ikke maatte foregaa paa Kommunehospitalet. Dog var der naturligvis en Del ogsaa af de egentlige Sindssyge, der helbredtes paa Afdelingen eller gik til Hjemmet, men det kan ikke nægtes, at Afdelingen havde Karakteren af en Detentionsanstalt, som den af og til benævnedes, og ikke egnede sig til Opholdssted for rolige Sindssyge. Naar mange af disse dog senere uden Bitterhed, ja med venlige Følelser, tænkte tilbage paa deres Ophold, skyldtes det mest Professor Gædekens humane, kloge og vindende Personlighed. Om Nerveafdelingen er der ikke meget at berette. Patientbestanden var for Lægerne mere interessant og for Sygeplejerskerne mindre opslidende, end den nu er, idet Overfyldningen med meget svære Tilfælde, især Apoplexier, ikke var saa fremtrædende som nu. Der

Made with