KøbenhavnsKommune_1940-1955

BOLIG- OG BYGGEFORHOLD

1 2 4

1955 dannet grundlaget for den betydningsfulde økonomiske støtte fra statens side, som var af afgørende betydning for byggeriet under og efter krigen. Hovedlovene blev suppleret med mindre ændringslove i de fleste af de øvrige år og i 1941 og 1953 med midlertidige love, der yderligere gav særregler for støtte til saneringsbyggeri. Byggeomkostningerne steg væsentligt straks ved krigens begyndelse, så­ ledes var det københavnske byggeindex fra 108 den 1. januar 1939 steget til 128 den 1. januar 1940 og til 150 den 1. januar 1941, og der krævedes derfor offentlig hjælp for at byggeriet ikke skulle gå i stå. Mens kun 20 pct. af de lejligheder, der blev færdige i København i femåret 1936—1940 havde offent­ lig støtte eller var opført af stat eller kommune, gjaldt dette ca. 80 pct. af lejlighederne i hvert af de følgende 3 femår. Byggestøttelovgivningen indledtes under den første verdenskrig for at af­ hjælpe bolignøden ved at støtte opførelsen af gode, mindre boliger for den mindrebemidlede del af befolkningen, men ved loven i 1938 og ved ændrin­ gerne i begyndelsen af 1940’erne blev byggestøttelovgivningen i højere grad motiveret med dens beskæftigelsesstimulerende virkninger. Det væsentligste i byggestøttelovene var den direkte støtte til opførelsen af almindelige beboelseshuse. Allerede ved loven i 1933 var man gået over til at yde statslån som 3. prioritet uden kurstab ved at udbetale lånet kontant. Renten var den samme, som staten selv kunne låne til, så der var snarere tale om statsgaranti for lånet end egentlig statsstøtte. Man lagde for det sociale byggeris vedkommende vægt på, at de midler, der fremtidig blev indvundet ved afdrag på prioriteter eller på lignende måde, sikredes for det fremtidige nybyggeri eller anvendtes til modernisering, idet det som betingelse for at yde statslån forlangtes, at de sociale selskaber indføjede dertil sigtende be­ stemmelser i deres vedtægter. Til private bygherrer blev efter 1938-loven kun ydet lån til parcelhuse. Da huslejen efter loven om huslejestop af 30. oktober 1939 næsten ikke steg i de før 1939 opførte lejligheder, samtidig med at de stærkt stigende byggepriser nødvendiggjorde en øget husleje i nybyggeriet, blev det nødvendigt at støtte dette økonomisk. Derfor udvidedes statsstøtten, dels ved at den også blev givet til privat etagebyggeri, dels ved at man for­ højede den procent af byggeudgiften som kunne dækkes af statslånet samt de foranstående kredit- og hypotekforeningslån, dels (og vigtigst) ved at man nedsatte den effektive rente af statslånene, så den blev væsentlig mindre end den rente, som staten selv kunne låne til. Herved ydedes et direkte årligt til­ skud til byggeriet. Lånegrænsen lå i almindelighed 10 pct. højere, såfremt kommunen ydede garanti for lånet, og den højeste lånegrænse blev 97 pct. til sociale bolig­ selskaber med denne garanti. Der er derfor fra 1940 til 1955 kun opført nogle enkelte større boligforetagender, der af forskellige grunde kun har fået stats­ lån uden kommunegaranti. Omfanget af byggeriet med kommunegaranteret statslån i de femten år