KøbenhavnsKommune_1940-1955 (2)

98 BOLIG- OG BYGGEFORHOLD der bestemte byggeriets omfang. I de følgende år var det stærkt skiftende, hvilke materialer man kunne få, og byggenævnet, der forestod fordelingen af de knappe materialer, tillod f. eks. på et tidspunkt kun træbjælkelag i etageadskillelsen, på et andet tidspunkt var manglen på træ så stor, at man forlangte støbte etageadskillelser. Bygherrerne kom derfor hyppigt ud for at måtte omarbejde tegningerne til nybygningerne for at få dem til at stemme med de forhåndenværende materialer. Der indførtes strenge restriktioner med hensyn til, hvor mange radiatorer, der måtte anvendes pr. lejlighed, hvor mange stålrør til elektriske installationer, og hvor mange lampesteder og stikkontakter pr. værelse. Dobbelte vinduer måtte ikke udføres på grund af glasmanglen, der måtte ikke anvendes cement til pudslag i kældre o. s. v., jernbjælker måtte normalt kun bruges under badeværelsesgulve, og f. eks. aldrig over vinduesåbninger. Da det også kneb med arbejdskraft både under og efter krigen, kom man ind på utraditionelt byggeri, hvor der anvendtes såvel færre mursten som færre faglærte murere end i normalt byggeri. I København er højhusene på Bellahøj et eksempel herpå. Materialereguleringen varede adskillige år efter krigen, og de væsent­ ligste lempelser kom først i 1949 og 1950. Den 28. februar 1950 ophævedes materialebevillingssystemet helt for boligbyggeriets vedkommende - bortset fra lejligheder på over 130 m2. Men allerede året efter blev blandt andet sommerhuse etc. igen inddraget under reguleringen af hensyn til valutasi­ tuationen. Den 10. januar 1952 ophævedes det tidligere indførte forbud mod installering af centralvarme og varmt vand i ældre ejendomme, den 18. sep­ tember 1952 blev byggeri til industri og håndværk samt sommerhuse helt frigivet og 9. september 1953 fulgte frigivelsen af materialer til butikker, lagerlokaler og kontorer til privat erhverv til højst 100.000 kr. Den 7. oktober 1954 skærpedes materialetildelingen igen af hensyn til den økonomiske situation i efteråret 1954. Kort forinden havde nationalbanken, som det også var sket tidligere, standset fremtidige genbelåninger af private bankbyggelån. Knapheden på kapital lagde også gennem en høj effektiv rente på kredit­ foreningsobligationer i årene efter 1950 en dæmper på byggeaktiviteten. Som man ser af dette udpluk af det enorme hav af bestemmelser om ændringer i materialetildelinger m. m. som kom fra 1940 til 1955, var det en tid med mange og bratte indgreb i den rolige byggerytme. Det bør måske tilføjes, at man også regulerede for at fremme beskæftigelsen om vinteren, bl. a. ved for­ holdsvis store materialetildelinger. Endelig søgte man at fremme nybyggeriet ved at begrænse tilladelsen til reparation og ombygninger, selv om man af beskæftigelsesmæssige grunde startede med i efteråret 1941 at indføre tilskud og lån til vedligeholdelsesarbejder. Vedrørende udstyret skal endelig nævnes, at garagebyggeriet både ved nye og ved gamle huse tog et vældigt opsving i begyndelsen af 50’erne, og man i de følgende år, da det blev tilladt at installere oliefyr gik over hertil, ikke