KøbenhavnsKommune_1940-1955 (2)

9 6 BOLIG- OG BYGGEFORHOLD finansieringsmuligheder har kvaliteten af lejlighederne været bedre, i de mere knappe tider har man forringet udstyret. På ét område skete der dog ingen forringelse, nemlig med hensyn til va rm eiso lerin g en . Årsagen hertil kan henføres til, at det efter krigen oprettede byggeforskningsinstitut talmæssigt havde fastslået, at udgiften til varmeisole­ ring gennem dobbelte vinduer, isolerende sten m. m. medførte besparelser ikke blot i de årlige driftsudgifter (som betales af lejerne), men også i anlægs­ udgifterne gennem mindre kedelanlæg m. m. På grundlag af forskellige foretagne boligundersøgelser og en arkitekt­ konkurrence har fællesorganisationen af almennyttige danske boligselskaber fået skabt et s ta n d a r d k ø k k e n sæ t , kaldet »Dansk køkkensæt«, bestående af en række forskellige elementer, som leveres færdige fra fabrik, og kan sammen­ sættes til forskellige køkkener. I september 1955 meddelte Københavns kom­ mune, at man for at yde kommunal garanti til nybyggeri stillede som krav, at køkkenerne blev udført som elementkøkkener efter standarden, »Dansk køkkensæt«. De foretagne boligundersøgelser viste iøvrigt, at 60 pct. af lejlighedsinde­ haverne (af de med børn endog 90 pct.) ønskede s p is e k ø k k e n , og denne køkkentype, der hidtil næsten ikke fandtes i København, begyndte nu at forekomme i en del tilfælde i nybyggeriet. Også i det andet »tekniske« rum i lejlighederne, b a d e væ relse t, skete der, især i efterkrigsårene en udvikling. Det tidligere en del anvendte brusebad installeret i et mikroskopisk W.C.-rum uden vindue, afløstes af et rum med vindue og indmuret badekar, ofte siddebadekar. Lejlighedsplanerne for nybyggeriet var i krigens første år præget af en tendens til flere små kam re , hver med selvstændig indgang fra entréen, således at kamrene var velegnede som soveværelser for børnene, men senere er ten­ densen gået mere i retning af, at kamrene er blevet annexer til opholds­ stuen og kun har adgang gennem denne. Dette hænger også sammen med, at det i almindelighed er billigst at lægge gangarealet ind i opholdsstuen ved at lade denne være gennemgang til kamrene. Set udefra er det de indbyggede a ltan er, ofte af altan/karnaptypen, der præger byggeriet i de femten år, bortset fra de år under krigen, hvor det på grund af materialemanglen var forbudt at lave altaner. Altanerne blev i 30’erne almindelige som »brandaltaner«, der krævedes til erstatning for den afskaffede køkkentrappe, men de viste sig iøvrigt at tilfredsstille et rekreations­ behov. De forskellige boligundersøgelser har vist, at næsten 100 pct. af be­ boerne anvender altanen, og at man ikke vil undvære den. Den øgede udnyttelse af altanerne hang også sammen med den friere u d fo rm n in g a f b eb ygg elsen , som allerede var trængt frem i 30’erne, men slog afgørende igennem i 1940’erne, idet man forlod karréformen til fordel for fritliggende længer. Det blev også almindeligt, at samme bygherre i løbet af få år bebyggede et større areal med beboelsesblokke; som eksempel herpå