KøbenhavnsKirkesag_1926-29

57

Hjælpeindsamlingen medfører, saa sund. I D. M. S. er man jo kommen ind paa det samme, saadan at en maanedlig Gave fra hvert Kredsmedlem erstatter de store Anstren­ gelser ved mere tilfældige Møder og Basarer. Det er sundt. Det er som Forskellen paa et Menneske, der er vakt, og hvis Gudsforhold er svingende og tilfældigt, og saa et Men neske, hvis Forhold til Gud med Brug af Bøn og Ordet og Nadveren er daglig og stadig. Der er en Utilfredshed og Sorg, som kan sætte noget i Gang og hære et Arbejde oppe. Det har Kirkesagen lært os, nemlig forbundet med en levende Tro. Men derfor maa denne Indsamling altid komme med det Spørgsmaal: skal København blive ved at være en gudløs By, eller skal den ikke? Vantroen har det ved sig, at den er altid imponeret af det nærværende, den tror ikke paa en ny Himmel og en ny Jord. Vantroen er imponeret af Synden i sig og tror ikke, Mennesket kan blive anderledes. Men Troen ser noget. Den ser Jesus og i hans Ord en Grundvold for alt, baade det synlige og det usynlige kommende. For mig, at jeg maa være hellig for hans Skyld, for min Nabo, at han er k a l­ det til det samme, og Gud kan forvandle ham, og et helt Sogn kan Gud forvandle, og sandelig ogsaa en hel By — ogsaa København! Denne Kirkeindsamling kunde komme til at betyde, at den store Del af vort Folk, som hedder København, endnu et Slægtled eller to bliver i Folkekirken, og det vil nok sige, at hele Folket bliver der, saa vi beholder de Arbejdsmu­ ligheder, de Chancer for at naa ud med Guds Naadesbud- skab, som en Folkekirke har, og som vi nødig vil miste før Tiden. Det, der holder en Kirke i Live, er nemlig Sorgen over dens Mangler og Fejl, dens Synder. Den Mand, som for 70 Aar siden var ved at fortvivle over vor Folkekirke, Søren Kierkegaard, er ogsaa den, der er Skyld i, at den bestaar endnu. To Gange, mens København har staaet, har Vækkelsen haft Fodfæste her og sat sit Præg paa Byen. Første Gang var i Reformationstiden, Peder Palladius har et herligt Lynskud fra den Vækkelse. Det var en Fe­ bruaraften, at nærved 80 fattige Fiskere fra København stod paa Isen mellem Skibene og Saltholm og. stangede Aal — og Isen gik i Drift, og 29 af dem druknede. Da de saa Døden i Øjnene, raabte en af dem: »Lad os ikke falde i Mishaab, for vi skal dø udi dette Vand!« Og saa istemmede de »Nu bede vi den Helligaand« — »det vaar af Hjertet de sjunge,« siger P. Palladius. Dernæst sang de deres egen L ig ­ sang »Med Glæde og Fred far vi nu hen«, og siden da Van­ det steg, sank de paa Knæ og had Gud, han vilde tage dem