KøbenhavnsKirkesag_1926-29

173 gaaet sin støtte Gang fremad, saa har vi ogsaa Grund til at se lyst paa Fremtiden. Men der er ogsaa en Erfaring, som hedder, at man kan gaa træt og tabe Modet og Kræfterne, og alt det, som hviler paa Menneskers Mod og Kræfter, falder da sammen. Men ser man paa Fortiden og det, som er naaet i den som Guds Gerning, da giver det Mod og Haab for Frem­ tiden, thi Gud bliver ikke træt. Det er nu det, som vi vil sige til dem, som har deres aandelige Hjem her, og det er det, som vi vil ønske dem Lykke til at sige til hverandre: Gud har begyndt en Gerning her, han og han alene skal have Æren derfor. Det er ogsaa det, vi mener med at takke ham for Dagen, vi naaede i Dag. Vor Tak er ikke en Hoflighedsakt overfor Gud, men vi bøjer os ydmygt og siger, at han alene har været den virkende i det, som er" naaet. Og han er den trofaste, som vil vedblive at virke, han bliver ikke træt. Han fører sit Arbejde frem til Fuldendelse, baade det Arbejde, som sker i det enkelte Men­ neske, og det, som sker ved en Menigheds Dannelse og Op­ byggelse. Vor Tekst fortæller os videre om Paulus’s Bøn for Læser­ ne, at det maa gaa fremad, at de maa vokse. Og hvorledes be­ skriver han denne Fremgang: »At deres Kærlighed maa frem­ deles blive mere og mere rig paa Erkendelse og al Skønsom­ hed.« Han taler om deres Kærlighed, selvfølgelig deres Kær­ lighed til Gud, men denne skal vise sig i Kærlighed til Men­ nesker —- ellers duer den ikke; disse to kan ikke skilles ad, de er to Sider af den samme Sag. Men Kærligheden til Gud skal ikke vokse ved, at de føler mere af Kærlighed nej, det­ te Føleri i Kærlighed kan meget let blive Selvbedrag. Men vor Kærlighed til Gud skal vokse derved, at vi lærer ham selv og hans Vilje bedre og bedre at kende og lærer at skønne paa ham mer og mer. Det er Loven for Kærlighedens Vækst, at man lærer den elskede bedre at kende, kan læse hans Vilje ud af Øjnene, og skønner paa, hvor godt man har det sammen med den elskede. Derigennem skal man lære at værdsætte de forskellige Ting og forskellige Forhold, ikke at man har en Lineal at gaa efter, men saaledes at man har Vurderings- maalestokken i sig selv, i sit Samliv med den, man elsker. Dette er Vejen fremad mod det store Maal: »paa Herrens Dag at være rene og uden Plet«; men ikke det alene. Det kunde jo blive en tom Sjæl, som man saa bragte frem foi sin Her­ res Ansigt, som vel kunde siges at være fri for denne og hin Skavank, men dette er ikke nok, det skal være en Sjæl, som har naaet sit Maal, har faaet sine Evner udviklede, saa den er fyldt med Retfærdigheds Frugter. Og endelig kommer dette underlige: de rette Retfærdigheds Frugter virkes ikke af Mennesker eller deres gode Vilje, men alene ved Jesus Kristus, og den, som alene skal have Æren og Prisen