KøbenhavnsKirkesag_1926-29

166 kratiet — men rummer vel ogsaa større Muligheder. Ogsaa i vor religiøse Opgave er der et Kredsløb, ikke saa meget udadtil, hvor Modstanden for største Delen er veget for Lige­ gyldighed, som i Forholdet til de frireligiøse Rørelser; her gælder noget lignende: sagtens større Vanskeligheder nu, for­ di Bevægelsen har større Kraft — men derfor ogsaa større Muligheder. Og endelig har Forholdet til Menigheden ud over Landet næppe siden de ældste Tider været saa levende som nu. Ogsaa her er særlige Vanskeligheder nu — og de ligger i Øjeblikkets Spørgsmaal overhovedet. Jeg tror, Mulighederne er store — ogsaa meget store; men jeg har unægtelig ogsaa en Følelse af den Mulighed, at Kirkesagens Skæbnetime ikke er langt borte. Det er jo selv­ følgelig ikke det samme som Spørgsmaalet om Guds Riges Skæbnetime i København. Men Spørgsmaalet om, hvorvidt Kirkesagen ogsaa i Fremtiden skal være med, eller om den har gjort sin Gerning, turde dog maaske ogsaa have Betyd­ ning for Guds Riges Sag i København. Og naar jeg tænker mig, at Skæbnetimen nærmer sig, er det, fordi — saadan er vi i hvert Fald nogle, som ser paa det — Spørgsmaalet Bred­ de eller Dybde synes os saa overvældende betydningsfuldt i hele Øjeblikkets Situation. Denne Artikel kaldtes en Nytaarsbetragtning. Den kritiske Læser vil maaske spørge, hvad nyt den da bringer. Sagtens ikke mere end andre Nytaarsbetragtninger plejer at bringe — iøvrigt er det vel et aabent Spørgsmaal, om Kirken i Al­ mindelighed og Kirkesagen i Særdeleshed i første Linje træn­ ger til nye Tanker — for Nytaarsbetragtninger plejer at munde ud i uløste Spørgsmaal og en Ahnen af Muligheder. Men er det en kristen Nytaarsbetragtning, maa den vel midt i al Uklarhed og Famlen have noget af det, Kong Haakon siger i Kongsemnerne: »Er der end to Konger i Norge, saa er der kun een i Himlen, og han grejer det nok.« Jeg læste forleden Dag i Dr. Neiiendams Bog om Frikir­ kerne hans Skildring af, hvorledes Metodismen dræbte det, som var Fjenden dengang, Deismen: »Sejren over Deismen skyldes ikke, at Metodismen var Deismen filosofisk eller teologisk overlegen, men derimod, at Metodismen fornyede Kirkens Liv indefra ved en Levendegørelse af Evangeliet . . . . Dens praktiske Arbejde, ikke dens teologiske Demonstratio­ ner, bidrog til at tage Livet af Deismen.« Dette syntes mig en forjættende Tale. Thi det er der jo Længsel efter i vide Kredse. Da vi i Efteraaret drøftede, om Menighedslivet var i en Bølgedal, kom der til denne For­ handling Mennesker, som havde folt Sorgen over Bølgedalen, men som tillige havde en behagelig Følelse af at høre til de faa Aandens udkaarne, som kendte noget til denne Sorg. De saa nu, at det var ret dagligdags at høre til de udkaarne. Og

Made with