KøbenhavnsKirkesag_1922-25

414

Genforeningen. Ogsaa fra de to danske Kirkesamfund i de Forenede Stater kom der Bidrag. Ialt er indtil nu indgaaet ca. 280,000 Kr. Desuden har Aldersro Sogn indsamlet godt 36,000 Kr. og en toaarig Sogneindsamling ventes at ville give ca. 24,000 Kr. Kirkefondet har skænket 30,000 Kr., Halvdelen af, hvad Kir# kegrunden har kostet. V i mangler endnu ca. 60,000 Kr. Men vi tror, at der endnu er mange Mennesker i vort Folk, som gerne vil mure en Sten ind i den Kirke gennem deres Bidrag. Selve Grundstensnedlæggelsen fandt Sted Tirsdag d. 15. Septbr. Det var en Regnvejrsdag, men det var Opholdsvejr, saalænge Højtideligheden stod paa. En stor Skare indbudne samledes nede i Udgravningen og en endnu meget større Skare fra Sognet stod oppe omkring den. Efter at vi havde sunget „Lover den Herre, den mægtige Konge med Æ re“, bød Forretningsudvalgets Formand, Pastor Charles Nielsen, Velkommen, fortalte Kirkeplanens Historie og oplæste det Grundstensdokument, som blev indmuret i Kryptkirkens Korvæg, lige under Alterpladsen. V i sang derefter Salmen: „Forgæves er vor Kraft og Kunst, hvis Gud den ej betrygger“, saaledes at der blev muret en Sten ind over Dokumentets Plads mellem hvert af Salmens Vers. Biskop Ostenfeld nedlagde den første Sten, efter at han havde talt. Hans Tekst var Salme 118, Vers 1: Priser Herren, thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig. Biskoppen udtalte: „Saaledes lyder Begyndelsen til en af Israels herligste Lovsange, det er Omkvædet, som gentages i den, og med de samme Ord slutter Festsangen, i hvilken Israels Menighed udsynger det, som bor i den af Glæde og Tak. Med et bedre Ord kan vi ikke skride til at nedlægge Grundstenen til Taksigelseskirken. Det er et godt Navn for en Kirke. Enhver Kirke bør være en Taksigelseskirke. Thi det er Grundloven i Budskabet, som Kirken har at overbringe, at det første er ikke at yde og præstere noget overfor Gud, at staa overfor et Krav fra Guds Side. Det første fra Guds Side er hans Gave til os, og dertil svarer, at det første fra vor Side bliver at modtage hans Gave med Taksigelse. Og det største i Guds Gave til os er ikke, at han rækker os en Almisse eller en Smule Opmuntring, men det største i hans usigelige Gave er, at han giver os sig selv. Han har givet os sig selv i sin enbaarne Søn. Og dertil svarer, at Tak? sigelsen ikke bliver en Tak for saa at sige en tilfældig Gave, men bliver Taksigelsen og Lovprisningen for ham selv. Og de enkelte Gaver og Opmuntringer, vi faar af ham, skal hjælpe