KøbenhavnsKirkesag_1922-25

180

Allerede det første Sted paa Lolland, hvor jeg prædikede en Søndag, fik jeg et overordentlig stærkt Indtryk af Vilje til at hjælipe os. Præsten meddelte mig, at han havde haft begge Me­ nighedsrådenes Medlemmer samlede og talt med dem om hele denne Sag. Man var da blevet enige om at ordne Sagen paa den Maade, at Sognets Beboere kunde tegne sig for Bidrag hos Me- nighedsraadsmedlemmerne. Altsaa hele Menighedsrådet — baa- de Grundtvigianere og Missionsfolk — var interesseret i og vilde gøre et Arbejde for denne Sag. Dette er jo den bedste Anbefaling for Indsamlingen, og da jeg efter Gudstjenesten gik ned gennem Kirken for at hilse paa Folk, hørte man overalt: „Maa jeg saa tegne dig, N. N .?“ — og overalt lød Svarene: Ja, ja. Jeg skulde være tilbøjelig til at mene, at „Minimumstallet“ blev tegnet ved Gudstjenesten. I hvert Fald havde hverken Præ­ sten eller de øvrige nogen Tvivl om, at det skulde lykkes. Et andet Sted paa Lolland, hvor man skulde skaffe et Mirni- mumstal paa ca. 40, spurgte jeg Præsten efter Mødet, hvor man­ ge „Portioner“ , han mente, der kunde naas. Han svarede, at efter Stemningen paa Mødet, vilde han ikke anse det for umuligt, at man naaede et Par Hundrede! — Nu, det var maaske ogsaa det allerbedste Sted paa Lolland med et gammelt og stort Samfund. Efter at jeg havde været paa Lolland, var jeg et Par Dage i Tybjerg Hierred. Ogsaa her syntes der at være en god Jordbund for Indsamlingen. Ganske vist var Kirkebesøget ikke overvæl­ dende — det var meget daarligt Føre — , men da jeg efter Guds­ tjenesten talte med Præsterne og Tillidsmæmdene, var det glæde­ ligt at høre, hvordan snart den ene og snart den anden sagde, at de Indvendinger, de tidligere havde haft imod Sagen, nu var borte, og de var indstillede paa at arbejde for et godt Resultat. I Jylland begyndte Skuffelserne. Det vil sige, det begyndte nu med en stor Opmuntring. En Søndag prædikede jeg i te Kir­ ker, der begge var fulde af Mennesker, paa hvem det øjensynlig gjorde et stærkt Indtryk at høre baade om de vanskelige Kaar i et stort københavnsk Forstadssogn og om den forholdsvis lette Maade, Nøden kunde afhjælpes paa. Præsten og Tillidsmanden mente da ogsaa, at man sagtens skulde maa Maalet for disse Sog­ nes Vedkommende. Men saa begvndte Skuffelserne. Et Sted, hvor jeg skulde prædike, havde Præsten intet foretaget sig, ej engang tillvst Gudstjenesten. Han havde nemlig kun faaet mangelfuld og ufyl­ destgørende Besked. Jeg maatte tase bort uden at have talt for Sagen, men med hjertelige Anmodninger om at komme en anden Gang. I det hele taget blev jeg overalt — af Meningsfæller og Ikke-Meningsfæller — modtaget med den største Hjertelighed og Velvilje. Et Par andre Steder var Gudstjenesten daarligt bekendtgjort, saa der var yderst faa Mennesker, men trods dette var ogsaa paa