KøbenhavnsKirkesag_1922-25

158 Naturligvis véd jeg udmærket godt, at bliver dette ikke en peronlig Værdi, kan det ikke bære oppe i Livet; men man maa ikke overse den Betydning, det har, at vi har arvet en Kirke fra vore Fædre. Jeg kender godt den Følelse, man kan have overfor den organiserede Kirke, hvad enten det nu er et Kirkeraad eller et Ministerium, der sidder øverst; det kan blive saa trangt tor Brystet, man synes ikke rigtig, man kan røre sig. Det er gaaet mange, som det er gaaet mig. Jeg følte en uhyre stærk Dragelse mod det frikirkelige. Man synes, det stemmer gan­ ske anderledes med Kristi Menigheds Væsen, at ikke alting er udformet paa enhver Maade, saa man føler Faren for, at det skal stivne i Formerne. Jeg husker fra mine yngre Dage, at der var en Forhand­ ling i Landstinget, hvor Kirkesagen vist for første Gang var paa Tapetet. Der fremkom det Spørgsmaal: Kan en Stats­ kirke agitere? Det blev sagt i en spydig Tone. Lad os forme Spørgsmaalet saaledes: Kan en Statskirke strække sig ud over de fastsatte Former? Man har en Dragelse mod Frikirken, man ønsker ikke de snærende Baand; men for mig blev Resultatet alligevel det-, te: vi maa ikke kaste Vrag paa de Værdier, der ligger i det folkekirkelige. De, der har levet i Amerika, vil maaske bedre forstaa dette; derovre ejer Kirken intet af det, der er overleveret os af Fædrene. Og man føler det derovre — der kan gaa Ild i Straa og Tjørn, det kan lue stærkt, men det brænder ikke igennem. Og tænker vi paa den anden Side paa den metodistiske Vækkelse i England, saa ser vi, at Metodisterne gjorde det store Arbejde paa Baggrund af, at den engelske Kirke igennem Aar — maaske i stor Skrøbelig­ hed, men netop gennem de mange Aar — havde gjort et Arbejde, paa Basis af hvilket Metodismen kunde udrette det, den gjorde. En Vækkelse dér, hvor denne Baggrund savnes, vil sikkert aldrig gaa i Dybden paa den Maade. Er der nu noget andet at vælge imellem, end enten det frikirkelige eller det folkekirkelige? Jeg tror, at der findes en Mellemvej. Jeg tror, der kan ske et Samvirke mellem det folkekirkelige og det frie Initiativ. Jeg tror, at en saadan Kombination er nødvendig, er en Betingelse for det aande- lige Liv. Det er jo rigtigt, at det statskirkelige har Tilbøjelighed til at gaa op i det, der er, blive staaende. Der ligger den samme bare deri, som hvis et Menneske er ved at blive tilfreds, det er det samme som Tilbagegang. Missionssindet maa aldrig fortage sig. Hver ny Slægt skal have tilbudt Jesu Evangelium paa sin egen Maade — nyt og friskt, og saadan, at Alvoren mærkes. Jeg tror, det sker paa den rigeste og bedste Maade, naar vi kan holde fast paa de to Ting: