KøbenhavnsKirkesag_1922-25

107 mig selv, 0111 jeg ogsaa hørte hjemme i dette Selskab; men den Kærlighed og Tillid, hvormed Vennerne og først og fremmest Harald Westergaard drog mig med ind i Arbejdet, gav mig altid ny Frimodighed. Harald Westergaards uopslidelige Optimisme lyste over Gerningen. Modstand kunde kun staalsætte den. Vanskelig­ hederne tjente kun til at slutte Kredsen tættere sammen og til at spænde Viljerne. Vi trængte til Vanskelighederne, og der kom gode, rolige Tider, da vi savnede dem. I Forhandlinger med Autoriteter, med Præsterne, med Givere var Westergaard uvurderlig. Hans Arbejdskraft var uudtømmelig, hans Glæde i Arbejdet smittende. Naar han nu gaar ind i Støvets Aar, saa maa jeg bringe ham mit Hjertes Tak for den rige Ungdomstid, som han be­ redte mig ved det Venskab, der blev helliget ved Tjenesten for Guds Riges store Sag i vor Hovedstad. H. O. Lange. For mange Aar siden, det var i Kirkesagens allerførste Dage, besøgte Professor Westergaard jævnligt daværende Biskop Fog for at tale med ham om Kirkesagen og søge at vinde ham for dens Tanker, hvilket ogsaa lykkedes. Og som de en Dag sidder og taler sammen, udbryder den gamle Biskop: Jeg holder saa meget af Dem! Denne pludselige Given Luft for sine Tanker var vistnok ejendommelig foi Biskop Fog; men alle, som kender Professor Westergaard, vil let forstaa den gamle Biskops Kærlighedserklæring. Der er mange, som vil sige det samme, at vi holder saa meget af ham. Og naar jeg nu ved 70 Aars Fødselsdagen med nogle faa Ord skal sige, hvad det er, der gør Professor Westergaard saa afholdt i vide Kredse, og navnlig da indenfor Menig­ heden, vil jeg først nævne hans jævne og bramfri Færd. Det er jo en kendt Sag, at Navnet Harald Westergaard ei et al de fineste indenfor Videnskabens Verden, kendt og æiet viden om; men Bæreren af dette Navn er tillige et af de jævneste og naturligste Mennesker, man kan møde paa sin Vej. Vi véd, hvilken Herre han har dette jævne og beskedne Væsen fra; og det er hans lysende Kærlighed til denne Herre, der først og fremmest drager Hjerterne til ham. Saa er han Trofastheden selv. Det gælder overfor Virk­ somheder som overfor Personer. Af Virksomheder hai vel ingen hans Hjerte som Københavns Kirkesag; han var den, der løftede Kirkesagens Fane, og han har visselig været en trofast Fanebærer gennem de mange Aar. Hvor hai han ikke talt for denne Sag, og hvor har han ikke skrevet om den, og hvor mange Skridt har han ikke gaaet for at lydde Stene af Kirkesagens Vej! Det er næsten utroligt, hvad We-