KøbenhavnsKirkesag_1922-25

96

ikke blot glæde sig over, hvad den har opnaaet, den maa ud at arbejde. Kirkens Arbejde maa være frivilligt, og det maa gøres, som Carlyle engang sagde: »Det, du skal gøre, skal du gøre af hele din Sjæl.« Kirkens frivillige Arbejde kan tænkes paa forskellig Maade. Modsætningen er det tvungne — det tvung­ ne er det, Staten arbejder med, det er den nødt til, det skal være i Orden, for at det hele kan gaa. Hele Kirken som saa- dan er fri, det at være Medlem af Folkekirken er en frivillig Sag. En af de Forandringer, som i 1915 blev foretaget i Grundloven, var, at § 77 blev ændret; der stod, at de, som ikke betaler til Kirken, skal betale til Skolen. Dette blev slettet, og jeg kan sige, at det var efter stærk Opfordring fra Kirkens Side. Paa vor Skattebillet staar opført under en særlig Rubrik, hvad vi skal yde til Kirken. Det betegner, at det er som Kirke-Medlemmer, vi betaler, ikke som Stats­ borgere. Men det frivillige kan ogsaa have en anden Modsætning end det tvungne. Jeg vil kalde det det institutionelle, det, som er ordnet i bestemte Former. Til det institutionelle hører Gudstjenesten, de k irk elig e Handlinger, det er altsammen overleveret os fra Fædrene, og det har sin store B< tydning for os, det skal ikke sættes til. Jeg vil ogsaa nævne R eligion sundervisningen ; den er muligvis tarvelig nok mange Steder, men vi kan dog ikke tænke os at undvære den. Men ved Siden af dette institutionelle maa Kirken altid have et Felt, hvor den gør en ny Begyndelse; saaledes maa det være med enhver aandelig Bevægelse. Det gælder f. Eks. Om sorgen fo r de unge. Her maa Slægt efter Slægt spørge sig selv: hvordan kan vi bedst gøre det? Der kan ikke være faste Former, fordi hver ny Tid kræver en ny Maade. Foruden det sædvanlige Arbejde maa der være det frie In itiativ; først da vil Arbejdet faa det rigtige Præg. Og i den Forbindelse maa jeg taie om K øbenhavn s K irkesag. Det gik jo saadan, at København voksede og voksede, og ingen tænkte paa at sørge for den i kirkelig Henseende. Man ven­ tede paa, at Autoriteterne — Ministeriet eller Biskoppen — skulde gøre noget; men der blev ingenting gjort. Saa blev Sagen rejst fra Menighedens Side. Da jeg for 30 Aar siden kom her til Byen, var det største Sogn paa 70,000 Menne­ sker. De kirkelige Handlinger foregik i Massevis, det var ikke sjældent, at der blev døbt 20 Børn ad Gangen, ved Bryllupper blev mange Par viede paa én Gang, og man saa ved Begravelser Kiste staa ved Kiste i Række. Det kunde ikke være anderledes, naar 2 Præsier skulde sørge for alt i et saa mægtigt Sogn; men Forholdene var næsten uud­ holdelige.