KøbenhavnsKirkesag_1922-25

92 spurgte hun, om det nødvendigvis skulde være nyt; de havde et gammelt derhjemme. Selvretfærdigheden gror som en Paddehat, hvor Guds Ord er lagt paa Hylden. Manges Trøst er, at det gaar os vel ikke værre end de andre. Dette er Farisæismen i sin Ne: gativitet. Der maa gøres et Arbejde, der kan gaa i Dybden. Jeg er mig bevidst, at jeg kan ikke anvise nye Veje, men jeg kan minde om det, vi skal gøre — vi maa gaa de gamle Veje i Tro. Jeg nævner Gudstjenesten. I en Ordinationstale sagde Biskoppen engang: »I skal slet ikke bryde jer om Resulta­ terne.« Jeg studsede lidt over det; men efter lidt nærmere E f­ tertanke gik det op for mig, at det var vist ganske rigtigt. Man skal prædike Ordet for Guds Ansigt og saa lade ham om Følgerne. Fremfor alt maa man ikke fiske efter Popula­ ritet, det er noget af det forfærdeligste, jeg véd. Saa nævner jeg de kirkelige Handlinger. Om dem vil jeg blot sige: »Lad os blive fri for fraskiltes Vielser.« — Jeg vier ikke fraskilte, og jeg tror, det er rigtigt. Jeg tror, at Præster mange Gange har hindret deres egen Gerning ved at vi fraskilte. Tænk derpaa. Vi siger til Mennesker, naar de bliver viede, at hvad Gud har sammenføjet, skal Mennesker ikke adskille — og nogle Aar efter vies maaske den ene af de to til en anden. Vi maa gøre en Ende derpaa nu. Jeg har hørt sige, at Biskoppen af London uden videre har forbudt sine Præster at vi fraskilte. Jeg vilde ønske, at vor Biskop havde Myndighed til at kunne gøre det samme. Og dernæst Husbesøgene. — Vi skal være trofaste paa dette Punkt; thi der er mange flere Døre aabnede, end vi kan magte at gaa ind igennem. For det første skal vi helst mage det saaledes, at vi er velkomne en anden Gang. For det andet skal vi tænke, at det maaske er første og sidste Gang, man kan vise de Mennesker Sandhedens Vej. — Hvorledes kan De forlige dis­ se 2 Ting? Det vilde jeg gerne høre nogle Udtalelser om. Tilsidst vil jeg nævne Forbønnen. — Vi skal arbejde, men Gud skal gøre det; lad os da gaa trøstigt fremad, muligt ad de gamle Baner, muligt ad nye, men gøre det trofast. Jeg tænker paa Herrens Ord til Paulus, da han var i Koiinth. »Fiygt ikke, men tal og ti ikke, eftersom jeg er med dig, og ingen skal lægge Haand paa dig for at gøre dig noget ondt, thi jeg har meget Folk i denne By.« Lad disse Ord saa være ogsaa vor Opmuntring og Vej­ ledning.

Udgivet a f -Det k ø b e n h a v n s k e K irk efon d .. R ed igeret a f Past .r C.h. Vielsen.

DuDlex-Trykkerlet (Hansen & Sick).