KøbenhavnsKirkesag_1906-08

122 nigheden takkede Gud, fordi der nu ikke var Tvivl om Vejen. Opgaven maatte løses ad f r iv i l l ig Vej. Og ved hele den danske Menigheds frie Offervillighed er der siden dengang rejst henimod det tredobbelte Antal Kirker i vor Hovedstad. Og mere endnu. Den Befolkning, som fnøs imod de mange nye K irk e r, har for en stor Del fundet Vej til dem. Naar Adventsugens Klokker har faaet en Magt i Hovedstaden, som ingen vilde have vovet at tænke for 30 Aar siden, er det fremfor alt Kirkesagens Skyld. De H e lv e d p ræ s te r, som man rasede imod at faa herind, har vundet Agtelse cg Tillid, hvor de blev kendt, idet man har følt, at den Kærlighed, som gaar ud at søge det fortabte, der stille og taalmodigt gæster Smaa- folks Hjem for at være deres Ven, den er ikke af det onde. Og de smaa Menigheder, som man i Begyndelsen saa paa med Mistro, som noget sygeligt eller sekterisk, har vist sig som frugtbare Kilder paa godt for den Bydel, hvor de virker. Lad mig fremhæve et enkelt Punkt: M e n ig h ed sp le je n , Omsorgen for de nødlidende i alle dens forskellige Former har faaet mægtigt Opsving ved Sognenes Deling, [idet ogsaa den først derved har faaet overkommelige „Arbejdsomraader.“ „De samvirkende Menighedsplejer“, som nu uden Sammenligning er Hovedstadens største Barmhjertighedsorganisation, er født ud af det Opsving, den kirkelige Fattigpleje har taget, og kan i Vir­ keligheden kaldes et Barn af Kirkesagen. Men meget andet kunde føjes hertil. Det kristelige Afholds- arbejde, det lille Søndagsblad. der nu naar til over 40,000 Hjem i København hver Søndag — og det for største Delen gennem personlige Kærlighedsbesøg — den almindelige Forstaaelse af Sognearbejdets Værdi, som det sidste Tiaar har bragt os i Søn­ dagsskoler, K. F. U. M. og K. F. U. K., de københavnske Menig­ heders Sammenslutning til Fæilesarbejder for den offentlige Sæde­ lighed og meget andet er altsammen Frugter paa det samme Træ. Ingen vil derfor sige, at Maalet e r naaet. Ing en v il sig e det. Endnu er Kirkens Brøst herinde aa- benbare nok for Verdens Øjne. Og vi, som staar i Arbejdet, føler stadig, hvor langt vi har igen. Men med inderlig Tak fol­ den Forstaaelse og Støtte, vi har mødt i de svundne Aar, maa vi dog have Lov at pege paa, hvad der alt er udrettet. Det er stort nok til at være underligt, ikke blot for vore, men for