KøbenhavnsKirkesag_1897-1899

3 8

der prædikede Fornægtelse eller Vildfarelse — hvilken Op­ gave, hvilket Arbejde for Præsten! Og her arbejdes der af Hundreder og Tusinder, af enkelte og hele Institutioner, uden at Kirken ved, hvem der gribes og føres bort, og uden at den kan tænke paa at optage en virksom Kamp derimod. Er det ikke ganske, som hvis en Hyrde virkelig skulde vogte f. Eks. 20,000 F a a r?Medens han opbøci alle sine Kræfter for at hjælpe nogle, kunde Ulve, Røvere, Sygdom og alt andet hærje hver i sin Kant, uden at han mægtede at gøre noget derimod. Er det Kaar, hvorunder en Kirke i Længden kan leve? Jeg nævner et andet Punkt, Godgørenheden. Omsorgen for de nødlidende er ikke Kirkens første Opgave, men den største Barmhjertighedsmagt kan ikke lade den Magt ligge. Og ogsaa i København har Kirken — skønt sent — taget denne Gerning op og gør et hæderligt Arbejde ved sin Me­ nighedspleje. Men magter den sin Opgave? Ikke mere end de andre humane Organisationer, der øse i det tilsyneladende bundløse Dyb. Og alle ved, at det kan ikke blive anderledes undtagen ved en Ordning, hvorved der i mindre Distrikter knyttes et personligt Baand mellemde nødlidende og den givende Virksomhed,netop ved det gamle kirkelige Sogne­ princip. Men hvorledes er saa alle disse Menneskers Forhold til K irken? Ja, vare de udenfor Kirken, naar de ikke bekymre sig om dens aandelige Gaver, da var Forholdet jo klart nok. Men Ulykken er, at de blive i Kirken og netop derved under­ grave dens Stilling. De vedblive at lade deres Børn døbe og konfirmere, at lade sig vie og begrave af Kirken. Men ogsaa her mærkes det, hvor fjernt man staar Kirken i disse Kredse: Børnene bæres som oftest til Kirken af fremmede, Brude­ parret kommer ene til Kirke o. s. fr. Kun ved Begravelser mødes der talrigt, og her udfoldes al Pragt, Orgel, Sang, Faner, Grønt o. s. v. Det er, som om Begravelserne ere Kirkelivets Højdepunkt i København, — Begravelserne, som er den eneste Kirkehandling, om hvilken Herren har talt ringeagtende: „Lad de døde begrave deres døde!“ Ak, en Kirke, for hvilken det bliver det største, er ved at begrave sig selv. Thi at opretholde et saadant Forhold til Mennesker