KøbenhavnsKirkesag_1897-1899

394

Grund i Saxogade Nr. 13, besluttede den Komite, som indsamler Midlerne dertil, og som nu har samlet c. 90,000 Ivr., at Grund­ stenen til den nye Kirke skulde nedlægges den 8. December. I det mest straalende Solskinsvejr samledes den nævnte Dag en stor Skare, hvoriblandt adskillige Repræsentanter baade for Giverne og forskellige Autoriteter samt en Mængde Præster med Sjællands Biskop i Spidsen, og Sognepræsten for St. Matthæus Sogn, Provst Th. Levinsen, nedlagde da Grundstenen i den treenige Guds Navn og holdt ved denne Lejlighed følgende Tale: Naar det er overdraget mig at nedlægge Grundstenen til den Kirke, som paatænkes opført her, da er det ikke, fordi jeg har været med til det forberedende Arbejde ved at indsamle Bidrag og erhverve denne Kirkeplads: tvertiinod er dette forberedende Arbejde foregaaet aldeles uafhængigt af mig; men det er som Sognets Præst, der skal modtage en Gave, som skænkes hans Sogn. Derfor er det heller ikke andet end naturligt, at jeg først paa St. Matthæus SognsVegne retter en Tak til de Mænd, som har sat sig for at tilvejebringeen saadan Gave til os. Men da er jeg overbevist om, at disse med mig ere enige om, at Tak­ ken bør gaa videre, til Herren vor Gud. Vi læse i sidste Ka­ pitel af 1. Krønk. en Beretning om, at Kong David paa sine gamle Dage samlede Israels Øverster om sig og fortalte dem om Herrens Tempel, som han havde tænkt at opbygge, men Herren havde sagt, at først han Søn skulde opbygge det, — fortalte dem om, at nuhavde han samlet sammen til at forbe­ rede dette Guds Hus, og nu opfordrede han dem: „hvo er vil­ lig til at fylde sin Haand i Dag for Herren?“ Og da gav Is­ raels Øverster frivillig store Gaver til Herrens Hus's Opførelse. Og Folket var glad ved, at de gav frivillig, thi de gav Herren af et retskaffent Hjerte, frivillig. Og David sagde: „Lovet være du, Herre, Jakobs vor Faders Gud, fra Evighed til Evighed! — — — Thi hvad er jeg, og hvad er mit Folk, at vi skulle have Kraft til at give frivillig, som det her er sket? Thi det er alt af dig, og af din Haand have vi givet dig det.“ Se,det skønne i den gamle Beretning er jo ikke blot det, at de gavfri­ villig, men det er fremfor alt dette, at de saa lovede Gud og gav ham Æren derfor, idet de erkendte, at det var af Guds Haand, at de havde givet. De erkendte ikke blot, at hvad vi Mennesker have, er af Guds Haand, er skænket os af ham, og