KøbenhavnsKirkesag_1897-1899

35 til flere. Men hvis Maalet er at okkupere Byen, at gennem­ trænge Folkets Liv med kristelige Kræfter, da maa man søge at faa saa stort et Antal — ikke Kirkebygninger, men Virksomhedscentrer, som ere nødvendige til virkelig at om­ spænde og gennemarbejde Byen. Men — nu kommer den værste Indvending — „saa gæl­ der det altsaa dog en „Okkupation“ ? Det er altsaa Indre Mission, der stikker bagved. Man vil ej blot tilfredsstille den religiøse Trang hos dem, der søge Kirken, men omvende dem, der ikke søge den, og lægge dem ind under Kirkens Herredømme. Og en saadan aggressiv Kristendom ville vi ikke.“ Tillad et Modspørgsmaal: Hvad mener man egentlig med en Kristendom, som ikke er aggressiv? Kristendom er jo dog ikke, hvad Nogle af os finder for godt at kalde Kristen­ dom, men Jesu Kristi Religion. Og er der nogen Tvivl om at hans Riges Grundlov er aggressiv: „Gaar ud og gør alle Folk til mine Disciple“. Eller tænk paa Kristendommens Indhold: Vi tro, at Gud i uendelig Kærlighed har hengivet sin Søn i Døden for en falden Slægt, for at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes. Hvad vilde man da være for et Menneske, om man glædede sig ved Guds Frelse, men ikke arbejdede paa, at de andre ikke skulde fortabes? En Kristendom, som ikke er aggressiv, var en Sol uden Varme, Salt uden Kraft, og det duer visselig ikke til andet end at kastes udenfor og trædes ned. Vi ere fri, — lad Enhver selv afgøre, om han vil være Kristen, men lad saa ogsaa dem, der ville det, have Lov til at være det for Alvor. Mig synes, at selv Ikke-Kristne maatte kunne sige: „Hellere vir­ kelig Kristendom end denne lunkne Halvhedskristendom, som Intet e r!“ Her er ikke Tale om Indre Mission eller noget andet Parti i Kirken; her er kun Tale om Kristendommens rette Liv og Væsen, hvori alle levende Kristne ere enige. Men hvis dette maa indrømmes, rejser sig et andet Spørgs- maal: Kan en saadan efter sit Væsen aggressiv Aariclsmagt kreere Statens Støtte? Jeg svarer: Kirken „kræver“ den ikke. Det er overhovedet ikke Kirken, der „trænger“ til Statens Støtte; den har været til før Staten og vil være til efter den. Det er Staten og Folket, der selv maa afgøre,