KøbenhavnsKirkesag_1897-1899

387 uafhængige af den, saa vi ikke blive et Bytte for den kulturelle Udvikling, men saaledes, at denne bliver os til Tjeneste. Derfor ændre vi Spørgsmaalet. Hvad vi mest begære et godt Svar paa, bliver dette: er der Haab om, at det kristne Trosliv i Menigheden vil blive fornyet i Renbed og Kraft, at det bellige Aandsliv i de sande Kristne vil rejses og udvikle sig saaledes, at en Fornyelse i Sundhed og Kraft derfra kan strømme ud i Folkelivet? Og Herren være lovet og priset: de nu svundne Aar give Løfter for de kommende! Gudslivet i Menigheden bar rejst sig med Styrke og har med Nidkærhed og stor Offervillighed taget den ene Opgave op efter den anden. Det vildfarne bliver op­ søgt, det syge plejet, og det døde opvækkes til aandeligt Liv. Dog er der endnu hele Egne af Landet, hvor aandelig Død og Mørke ligger over alt Folket. Og værst staar det i saa Hen­ seende til med Hovedstadens store Folkemængde, de rige som de fattige. Men har Kii'ken her paa mange Maader staaet for­ sagt og afmægtig, lover Kirkesagen nu bedre Tider. Ingensinde siden Reformationen har Ugudelighed og Usædelighed teet sig saa frækt og grebet saa mægtigt om sig i store Befolkningslag. Ingensinde har Kirken været stillet for saa svær en Opgave: at tilbageerobre disse tusindtalrige Skarer, der rives med, betagne og bedaarede af Verdenslivets udvortes Herlighed og Glans. Ingensinde har Kirken været stillet saa fattig, naar man vil tælle Kirker og Præster og se paa hele den kirkelige Organi­ sation her i Hovedstaden. Men er Opgaven stor, maa det med Tak til Gud siges, at Menigheden har taget den med megen Kærlighed og Alvor, og Kirkesagen, der begyndte som et lille Frøkorn, er bleven som det Træ, der er plantet ved Vand­ bækkene, hvilket giver sin Frugt i sin Tid. Endnu er der store Dele af Kirkefolket, som ikke forstaar den, ikke elsker den. Og dog er den bleven den Sag, som samler den største Sum af Gaver, større end Menighedens andre Gerninger. Og det er ikke at undres paa, efterdi denne Opgave mere centralt er en Livsopgave for Kirken. Her gælder det ikke en Sideopgave eller en speciel Interesse. Det gælder Kirken selv, dens Stilling og Fremtid paa dens farligste Post. Lykkes det her for Kirken at bryde den onde Verdensaands Magt over Folket og bøje Hjerterne hen mod Lyset og Livet,