KøbenhavnsKirkesag_1897-1899

1 3 0

fordi de ikke have Syn for en Folkekirkes før omtalte store Be­ tydning, ville vi ogsaa kunne forstaa, hvorfor saadanne Bevæ­ gelser aldrig ligge meget langt borte fra en Folkekirkes Liv og i en vis Forstand endog kan anses som et Gode, idet de bidrage til at anspore det noget tunge, folkekirkelige Legeme og holde det i ordentlig Bevægelse. Dernæst: det er ikke sikkert, at Folkekirken vil blive den sidste Form for Kristi Kirkes Liv. Historisk ere de komne under Herrens Ledelse af sin Kirkes Liv, historisk kunne de ogsaa komme til at gaa, nemlig om det skulde ske, at Folkets store Mængde ikke mere ville være Kristne. Hine Ord om Guds almindelige Kærlighed, der gerne vil have bragt Evangeliets Budskab til alle, maa da søge sig Udtryk paa anden Maade end gennem Folkekirkerne. Imidlertid er det endnu folkekirkelige Tider, og det, der spørges om, er at udnytte dem efter Herrens naadige Vilje og være i Færd med at løse deres Opgaver. En dorsk og sovende Folkekirke er en farlig Selvmodsigelse og nedbryder paa sikreste Maade sig selv. Thi Folkekirkerne have netop sin Betydning deri, at de ere en omfattende Arbejdsreform for Kristi aandelige Kirke, som er til Stede og lever midt i dem; Folkekirkerne have sin Betydning deri, at de byde den største Adgang til at gennem­ trænge det hele Folkeliv med Kristendommens Grundsætninger og til at kalde paa alle de aandelig sovende, døde, forkomne Kirkelemmer, at de skulle komme til sig selv og til Kristus og blive bevidste og afgjorte Kristne, Guds frelste, lydige Børn. Hvorledes se vi nemlig rettest paa de mange inden Folkekirken og dens Menigheder, der, saavidt vi kunne se, mere ere Kristne efter Navnet end efter Gavnet? Nogle forarge sig paa dem og opgive for deres Skyld Folkekirken og dens Opgaver. Det fore­ kommer mig at være den ufrugtbareste Maade og den, som er fjernest fra Herrens Vilje. Andre se i dem et Vidnesbyrd om Kirkens Forsyndelser, vore Fædres og vore egne; thi havde vi vist mere Troskab, havde det vel ikke været saa ilde. Det er en rigtig Maade, saaledes bør vi se paa dem, for at vi ogsaa kunne komme til at se paa dem paa den allerbedste Maade. Thi rettest og frugtbarest se vi paa dem, naar vi i dem se det hellige Arbejdsstof ’, som Kristus har anvist sin troende Kirke, at den skal vokse ved dem. Derfor har han ladet dem bo saa nær hos os, inden samme Kirkesamfund, inden samme Sogne