KøbenhavnsKirkesag_1897-1899

1 2 3

af et Sogn paa 30, 40 eller 60,000 Mennesker. Da Øst London i 1879 havde faaet sin egen Biskop, rettede denne en indtræn­ gende Opfordring om Hjælp til hele Landet med den Motivering, at der gik over 4000 Mennesker paa hver Præst. I Gennemsnit havde Sognene hver 2 Præster og godt 8000 Mennesker. Her­ hjemme maa vi være glade, om vi kunne faa en Præst ansat i et Distrikt med 5000 Mennesker, og naaede man saa vidt, som Øst London var den Gang, da Nødraabet om Hjælp lød derfra, vilde de fleste vist regne Kirkesagen for løst. Her er en af den engelske Kirkes stærkeste Sider. Et af de Samfund, jeg har nævnt, taler i en af sine sidste Beretninger med stor Styrke om nogle engelske Sogne, som det er særlig magtpaaliggende at hjælpe, saa snart det paa nogen mulig Maade kan ske. Der nævnes et Sogn i Peterborough, hvor Præsten er ene om 6500 Mennesker, et andet i Manchester med 6000 Mennesker, hvor Præsten heder om en Medhjælper. Mon man med saadanne Forhold for Øje tør vedblive at kalde et kjøbenhavnsk Sogn paa 15 til 20,000 Mennesker for et overkommeligt Sogn? Spørger man de Mænd, der staa i Arbejdet i England, hvor stort et Distrikt passende skal være, saa lyder Svaret forskelligt. I Regelen nævnes henad 3000 Mennesker som det Maal, man praldisk vil naa; man ønsker f. Eks. at Sognet skal tælle omtrent 8000 Mennesker og have en Sognepræst og to Medhjælpere. At man i store Strækninger af Byen er naaet langt videre, ses af hvad jeg før nævnte om Præsternes Antal. Ingen af dem, jeg har spurgt, kunde tænke sig mere end 4000 Mennesker til hver Præst; fra anden Side hævdes 1000 som Ideal, og det paastaaes, at 2000 Mennesker give Præsten rigeligt at bestille. Det hævdes ofte herhjemme, at den stærke Sognedeling er uheldig, fordi Beboerne ved Flytninger da altfor let komme udenfor Sognets Grænser. Men her er en By, hvor Beboerne turde være nok saa bevægelige i alt Fald i store Dele af Befolkningen, og man søger ned til langt snævrere Grændser for Sognene. Maatte dette da være en Spore for os til ikke at slaa os til Ro, før , vi ere komne et langt Stykke frem i samme Retning. Men i andre Henseender er det en stor Opmuntring saaledes at vende Blikket ud og se, hvor store Ting Gud har gjort. Den Sag, der har samlet os i Aften, er maaske den største, som paahviler Guds Menighed i Danmark. Mange ere de Indven-