KøbenhavnsKirkesag_1890-1915

7 arbejdet med uhyre Ofre, saa at Hovedstadens Skolevæsen ikke blot holdt Skridt med Tilvæksten, men samtidig for­ bedredes. Men Kirkens Styrelse syntes ikke at føle, hvad disse Hundredtusinder af Sjæle havde behov, og hvad Kirken skyldte dem. F r i m o d t følte det i sit eget Sogn, Stiftsprovst R o t h e havde (gennem de to nævnte Kirke­ komiteer) gjort noget for sit Provsti. Men selv det var som en Øsen i et Kar uden Bund, og hvem vaagede over eller følte Ansvaret for Kirken i dens Helhed? Der er et Punkt i Historien, hvor Kirkens Forsømmelse i denne Henseende springer særlig stærkt i Øjnene. Det er ved Nedlæggelsen af Københavns gamle Volde, da Staten overdrog de hidtilværende Fæstningsarealer til Københavns Kommune. Disse store Jorder blev naturligvis kortlagt; der lagdes omhyggelig Planer for Bebyggelsen, der sørgedes for Grunde til Kommunens eget Brug til Skoler o. s. fr. Men hvem tænkte paa at dele disse Arealer i nye Sogne og i Tide udlægge Grunde til Kirker? Dengang kunde det være gjort baade let og billigt, smukt og praktisk, mens man senere kun mangelfuldt har kunnet indhente det for­ sømte ved at købe Kirkegrunde alenvis i dyre Domme. Under saadanne Forhold maatte ganske af sig selv Kirkens Arbejde besværliggøres i høj Grad og trods Præsternes redelige Arbejde dens Indflydelse i Befolkningen aftage paa tilsvarende Maade. Og kom nu dertil de før omtalte aande- lige Vanskeligheder: Forandringen i Tidsaand og den stærke agitatoriske Paavirkning af Kirkens Fjender, maatte Følgen nødvendig blive en stærk Aftagen af den nedarvede Pietet for Kristendommen og en stadig større Fjernhed mellem de brede Lag og Kirken. Selvfølgelig maatte disse sørgelige Forhold føles af dem, der arbejdede for Guds Rige i København. Baade blandt Præster og arbejdende Lægfolk maatte i hine Aar mange Gange det Spørgsmaal rejse sig med nagende Smerte: Hvad kan der gøres? Et Udtryk herfor finder vi i, at det