KøbenhavnsKirkesag_1890-1915

124 afgjort Modstand, og de Paagældende, særlig de daværende Præster, senere Provster Paulli og Schepelern, bevarede bestandig med ubøjelig Konsekvens denne Holdning. En­ kelte stillede sig strax afgjort og med Glæde paa vor Side og støttede vore Forslag efter Evne. Jeg nævner særlig Præsterne Holck og P. Krag. Det store Flertal indtog en vis velvillig Neutralitet, men sluttede sig dog i det hele til de Tanker, som førtes frem fra Lægmændenes Side. Af de Indvendinger, som gjordes gældende, skal anføres saadant som, at man ikke kunde tvinge Menighederne til at samle sig om en bestemt Præst i et lille Sogn. Vore Principper var en Fornægtelse af Frivilligheden. Sjæle­ sorgen er ikke Enhvers Sag, den kræver et vist Talent. Det var umuligt at paavise eller tænke sig, hvorfra de mange Penge skulde komme, som vilde kræves. Man maatte gaa langsomt til Værks og tage een Kirke ad Gan­ gen. Vi var alt for idealistiske. Vi forlangte altfor meget af Præsterne. Præsten kan ikke gaa til Menigheden; den maa komme til ham . Folkekirken kan ikke siges at have nogen Pligt overfor de Enkelte. Jesus bar sig ikke saaledes ad, ikke heller hans Apostle; det er metodistisk Surdejg; vor Herre har ikke Brug for dette, at vi skulde tage os af de Enkelte. Vi kan ikke frelse hvert eneste Menneske i Byen. Sogne paa 16—20,000 Mennesker er paa ingen Maade uoverkom­ melige. Disse og lignende Udtalelser fremkaldte dog paa Møderne stærk Modsigelse fra andre Præster, saaledes fra Krag, Skat Rørdam, Dallioff, Christen Møller, der udtalte deres Glæde over, at Lægmændene havde begyndt at røre paa sig og vilde tale med om Kirkens Liv. Og efterhaanden som Udviklingen skred frem, var der liere og flere af Præsterne, der hjerteligt sluttede sig til Kirkesagens Program og ydede deres Part til dets Ud- ørelse i Virkeligheden.