KøbenhavnsKirkesag_1890-1915

33 haabet; en Grundkapital, som man engang drømte om, blev der slet ikke noget af at samle, og Kirkefondets Gæld maatte man finde sig i at afdrage saa sin aat fra Aar til Aar. Men derfor har disse Indsamlinger ingenlunde været forgæves. Store Kredse af Venner gik i Arbejde, og rig Lejlighed gaves derved til at udbrede Kendskab og Kær­ lighed til Kirkesagen. Og fik Kirkefondet ikke, hvad det bad om, saa hjalp hver særlig Indsamling dog ud over en sær­ lig Nød, og stadig fik vi »det daglige Brød«, ja, saa forunder­ ligt netop, hvad Herren havde behov for at føre Sagen frem. Blandt de »Ideer«, der fremkom for at klare Budgettet, er der imidlertid een, som maa nævnes særskilt, ikke blot fordi den lykkedes bedre, men fordi den betød langt mere end blot at rejse Penge. Det er Selvunderholds- Tanken. Allerede i Udvalgets Tid dukkede den op. Den laa jo gemt i selve Tanken om en myndig Menighed, og naar man tænkte sig flere og tiere Distriktsvirksomheder op­ taget, øjnede man kun Vej til at magte den altid stigende Drift ved, at hver Menighed opdroges til at hære sin egen Byrde. I November 1893 fremlagde W e s t e r g a a r d og Pastor H o l t første Gang denne Tanke for Nazareth Menighed, og fra Nytaar 1894 vovede denne Forsøget og blev saa- ledes selvunderholdende, længe før Ideen greb om sig i videre Kredse. I Kirkefondet, hvor Driftsbyrderne voksede end stærkere, maatte Tankerne da ogsaa snart vende sig den Vej, og for at fremhjælpe Selvunderholdet ændredes Statuterne i Oktober 1901 saaledes, at Kirkefondets Menig­ heder fik Bet til at indvælge to Bepræsentanter i Bestyrelsen, hvis de blev »selvunderholdende«1) og een, hvis de naaede »halvt Selvunderhold«. Men virkelig Fart i Bevægelsen kom der først, da Nøden

9 O: »for saa vidt der ved frivillige Gaver aarligt indsamles det fulde Beløb, der udkræves til at dække Kirkens Driftsunderskud.« 3