KøbenhavnsHospitalsvæsen_1863-1963

besindige indstilling til tingene kom også til at spille sin rolle i arbejdet med det nye hospital. At der efterhånden k« »m sådanne folk til at beskæftige sig med byggearbej­ dets økonomi som Tietgen og Julius Thomsen, var naturligvis også en fordel. Valget af byggeplads voldte meget besvær. Drøftelsen a f dette spørgsmål stod længe på og var til tider ret bitter. Den er udførligt omtalt i Kommunehospitalets festskrift fra 1 9 1 3, og det skal derfor kun lige nævnes her, at man til at begynde med drøftede to muligheder, en grund på Vesterfælled og en grund nordvest for Set. Jø r ­ gens Sø, kaldet »Fuglebakken« eller »Fuglebanken«, ikke at forveksle med den plads, hvorpå Børnehospitalet på Fuglebakken nu ligger. »Fuglebakken« havde staden købt i begyndelsen a f århundredet til udvidelse a f Set. Hans hospital, der dengang havde til huse i Ladegården, men denne udvidelse var ikke blevet realiseret. Efterhånden synes grunden på Vesterfælled at have vundet mest interesse, men arbejdskomiteens to lægekyndige medlemmer var imod, og først udtrådte som nævnt dr. Hassing, og nogen tid efter gik også professor Rørbye. To nye læger, professorerne E dvard D ahlerup og C arl L evy , indtrådte i deres sted, og de fandt frem til en løsning, som alle hurtigt kunne samle sig om. Det var, at man skulle bygge på de såkaldte »Sortedamsagre« ved Øster Farimagsvej. De lå ganske vist lige op ad fæstningen, men området havde allerede under koleraepidemien rummet en nødlejr for borgere, der havde rømmet de mest pesthærgede kvarterer, og de barakker, der i den anledning var blevet opført, var blevet stående, og meget imod krigsministeriets ønske lå der fortsat en lille primitiv bebyggelse herude. Omgivelserne var iøvrigt ikke de mest fristende. Men herom mere i det følgende. Nu gjaldt det blot om at få krigsministeriet til at give tilladelse til at hospitalet anbragtes herude, og det trak lidt ud, selv om alle sagkyndige måtte kunne forstå, at de gamle fæstningsanlæg havde tabt enhver militær betydning. Men 20. november 1858 resolverede kongen, at kommunen måtte have lov til at bygge sit hospital på det ønskede sted, under forudsætning af, at den underkastede sig de betingelser, som krigsministeriet måtte stille med henblik på forsvarets interesser. Disse betingelser blev iøvrigt vidtgående nok. Kommunen måtte forpligte sig til kun at placere bygnin­ gerne på terrænet på en sådan måde, at det kunne godkendes a f krigsministeriet; hospitalet skulle evakueres i krigstilfælde, og hvis forsvaret skulle kræve det, ville kommunen være forpligtet til at bygge et fæstningsanlæg med grave etc. rundt om hospitalet, så at dette under krigsforhold kunne tjene som et led i byens forsvar. I betragtning af, at man netop i disse år var ved at likvidere fæstningsværkerne omkring hovedstaden, var der ingen grund til at tage alt for tungt på disse rigorøse bestemmelser, og allerede i 1867 bortfaldt da også alle demarkationsservitutterne.

20