KøbenhavnsGader_1728-1795

78 1779 blev en »Opfostringsdreng« — oven i Kobet paa en af Stadens reelle Gade r — spiddet paa disse Spyd, der borede sig dybt ind i hans Krop. I samme Nu hejsede den menneskekærlige Tode sit Kampsignal og aabnede en Række heftige Angreb paa disse »gyselige Haandangler«, hvis Tal stadig voksede rund t om i Byen, »disse flammede Pikker«, man ej kunde se »uden at erindre de Kroge, som Algiererne have i deres Stadsmure til at fange ned sty rtede Forbrydere«.71) T rods alt var Forkærligheden for at værne Portene ved »Rævesakser« af denne A r t i stadig Vækst, i styg Kon tra st til »den ellers saa ud raabte kiøbenhavnske Menneskekiærligihed«, men den nidkære Læge bekæmpede dem uforknyt,72) og ogsaa andre Røster løftede sig mod »MordersRedskaberne«, som ops vakte »en rædsom Gysen«, da man skulde tro, at de var — »en Opfindelse af Menneskeædere for at se den første den bedste, der snubler udenfor deres Vaaninger, spiddet og derpaa smaas hugge ham til et Maaltid«.73) Efter 8 Aars Taalmodighed kunde Modstanderne af de »pas lisaderede Portkroge« endelig saa smaat se Frugterne af deres V irksomhed modnes, og som »en glædelig og mærkelig Nyhed« meddele, at flere og flere Borgere — blandt disse »retsindige« ogsaa en Jøde — havde ladet »denne Vanæ re for en vel inds r e tte t Kongestad« fjerne fra deres Huse.74) Mangen forstokket hyggede sig dog endnu bag et »saa mordisk G je rde for Inds gangen til sin Boelig«, døv for Menneskekærlighedens Stemme lukkede han itilmed Øjnene for den frygtelige Mulighed, — at »vor dyrebare Kronprins«, lige saavel som enhver anden dødelig, paa sine Spadsereture kunde udsættes for Fare.75) Da Ildebranden 1795 fik ødelagt en Mængde af disse Ports kroge, var deres Glanstid forbi; hist og her sad enkelte tilbage — den Dag i Dag har Rundetaarn og T rinitatis Kirke endnu deres gamle Hegn af flammede Pikke — men groede de op paa de nyopførte Ejendomme, var »Politivennen«s skrappe Redaktør nok Mand for at faa fjernet — »disse spanske Ryts tere, som engang var saa almindelige, men nu til Æ re for Tænkes