KøbenhavnsGader_1728-1795

74 plyndret for »en stor Messing*Klopper«58) — og Resten udryd* dedes lidt efter lidt, da Naboe r og Genboer ej længer vilde jages op af Søvne, hver Gang en tung Metalhammer ved Natte* tide fyldte hele S trædet med sin Dronen.50) Den besøgende, som trak i Klokkestrengen eller lettede paa Dørhammeren, maatte saa at sige altid stige op ad en Trappe, som — med Trin af Kampesten, Nexø*Sandsten eller T ræ — førte op til Gadedøren. Myndighederne saa ganske vist med dyb Uvillie paa disse anmassende Stentrapper, som ofte tilmed bredte sig med anselige Jern rækværk ; men komme dem til Livs, mag* tede man ikke, ja mangen Gang maatte man oven i Købet finde sig i at se dem yderligere beslaglægge et Stykke af Gaden i Kraft af en uheldig Omlægning af Stenbroen. Dette var saaledes Tilfældet i »Dronningens Bredgade«, hvor man havde gravet saa stæ rk t af Gaden for at give Renderne Fald, at Husrækkens Grundmure blottedes og Ejerne saa sig nødt til at forlænge deres T rappe r endnu et Par Trin ud over Fortovet.'10) Bedsteborgerligt og egenmægtigt som disse T rappe r bredte sig, dannede de et meget malerisk T ræk i Gadebilledet, men i allerhøjeste G rad generende for Fortovsfærdselen som de var, gik de efterhaanden deres Undergang i Møde, og da Nyklassi* cismen trængte igennem, samtidig med at de moderne T ro tto ire r opstod i København, var deres Skæbne beseglet. T rappe rne lagdes ind i Huset, Gadedøren blev — kun hævet et Par Trin ■over Stenbroen — trukket ned om trent i Niveau med Fortovet, ■og de høje, slanke Døre, som saa udpræget giver Empirehusene deres rolige, fine Holdning, beherskede allerede før Branden 1795 mange af Hovedstadens Gader. I den genopbyggede By sejrede de helt, men selv da klagedes der over, at »udløbende Dø rtrapper« genopstod paany,01) og i de bevarede Bydele forfægtede solide Jern rækværker stadig deres gamle Plads paa Fortovene, sligt et »fatalt Møbel« stak saa* ledes hensynsløst ud i Lille Kongensgade, — »og vare de ulyk* keligvis ikke stærkere end Forbigaaendes Pander og Tænder, saa vilde vist den største Del af dem for længe siden have været nedbrudte«.02)