KøbenhavnsGader_1728-1795

146 thi — »hver Mand kan høre som forhen endnu Skiersliper'n paa Gaden at raabe: Snur rur rur rur Snur rur rur rur! Skiersliper’n paa Gaden at raabe.«104)

Han efterligner her Lyden af den ivrige Hvæssesten, og efter 1800 forargedes man over hans »afskyelige Triller og det Brøl«, hvormed han udslyngede sit »Skærslip«, ligesom man krævede Moderation af hans »nu brugelige overdrevne og modbydelige Skrig«.105) I Kampen for Tilværelsen maatte Manden med »Sliv; karren« imidlertid ogsaa tage Reklamen til Hjælp, blandt andet ved at give lystige Viser til Bedste, og naar Jens Baggesen lod en Del af sine Vers flyve ud i Verden paa Dan sk og Ty sk under Titelen »Skærsliberviser«, har han grebet sin Idé lyslevende paa Gaderne i København. — Under Aften døde Sælge;Skraalet lidt efter lidt hen, trætte og hæse trak Raabernes Flok hjem efter med deres Kurve, Stræ; derne lukkede sig i Mørke. Kummerligt næ ret af T ran osede der vel hist og her en »Stadens Lygte« i sin Je rnarm paa Muren eller paa en balusterformet Træpæl, men mangen Gang, altfor tit mente nogle, henlaa Byen i »PolitkMaaneskin«.100) Selv om Dagens Bulder og Støj sagtnede, varede det dog rum Tid, før Staden faldt til Ro; Sang og Skraal lød fra Kældere og Vin; stuer, hvor Na tte sæde gik i Svang, elskovssyge Katte vrælede paa Svaler og Tagrygge, og Vægtere istemte Time for Time deres Vers. Et var dog, som Holberg skrev, at tilkendegive Aarvaagenheden ved Sang, et andet »at skryde som Eseler, hvorudi ingen Fornødenhed er«,107) og Vægternes musikalske Præstationer bedredes ingenlunde i Aarhund redets Løb. N y del; sen maa i alle Fald 1788 have væ ret ret beskeden, saa vist som én snøvlede, en anden tudede, én var blottet for Tone i Livet, én gylpede, en anden kvækkede som en Frø; man tilgav gerne dem, som raabte saa hæst og svagt, at Meningen ikke kunde fattes; thi andre hylede til Gengæld op »saa erbarmelig, som om de sang paa det sidste Vers«.108)