KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

Virksomhed til en virkelig Overledelse. En Undskyldning kan man vel finde i Boye Junges Helbred. Han siger nemlig i Rappo rten om Branden, a t han mødte Generalmajor Leth, Overpræsident Urne og S tadshaupt- mand Mylius paa Gammeltorv om Lørdagen den 6. Juni, lidt hen paa Eftermiddagen, og han fortæller derefter: „ Jeg beklagede mig for dem, a t jeg af den lange S trabads var bleven meget øm, og a t jeg næppe kunde holde det længere ud. Præsident Urne svarede, a t jeg ikke maa tte forlade dem, nu det brænd te saa stærkt, hvorpaa jeg gik op paa Vajsenhusapotheket, hvor jeg bekom en liden Flaske med Blyvand, som jeg vaskede mig med; men et P a r Timer der­ efter va r jeg lige saa slet som før.“ Senere paa Eftermiddagen følte Brandmajoren sig „saa udm a t t e t og øm“ , a t han ikke længere kunde holde det ud, men maa tte tage hjem Kl. l 1^ , idet han uheldigvis glemte a t konstituere en anden i sit Sted. Kl. 10 om Aftenen vend te han tilbage til Kampen mod Luerne, men allerede i Løbet af Na tten tvang hans Svaghed ham til a t trække sig tilbage for a t hvile i Hjemmet i et Par Timers Tid. Brandma jor Boye Junge va r efter Branden, hvorved han iøvrigt selv havde mistet nogle Huse i Teglgaardsstræde, udsa t for en Del Angreb. Allerede den 18. Jun i 1795 fand t han sig foranlediget til a t indsende en Ansøgning til Kongen, hvori han anmodede om a t faa nedsat en Kommission, der kunde undersøge hans Forhold under Branden. Den 10. Juli fik Generalmajor Peymann og Justitsraaderne Falbe og Bugge følgende Ordre til a t sammentræde som Kommission: „Udi en Os foredraget Skrivelse har Os elskelige Pete r Boye Junge, Brandma jor i Vor kongelige Residensstad København, meldt, a t i de otte Aar, Brandmajorembedet har været ham betroet, er mange be tyde ­ lige Ildebrande indtrufne, hvis Standsning stedse har tilvejebragt ham en smigrende Bedømmelse; men a t han efter den i bemeldte København den 5. Jun i sidstleden indtrufne ulykkelige Ildebrand har med Bekym­ ring m a a tt e t erfare, a t der udspredes falske Beskyldninger imod ham, og a t hans Forhold bedømmes saaledes, som om han ej havde iag ttage t sine Pligter og gjort alt, hvad der efter Omstændighederne var muligt, ved hvilket han som en retskaffen og ærekær Embedsmand ej kan være 548