KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

øjemærke“ have „Stadens Konservation, publiqve Gavn og det al­ mindelige Bedstes Befordring“ . Overpræsidenten skulde overvaage, a t dette skete, og hvis — „mod Formodn ing“ — Uenighed opstod mellem Politimester, S tadshaup tmand eller Brandma jo r eller mellem Brand- officererne indbyrdes, skulde han „anordne, hvis som foretages skal, saasom Yi ham dertil den øverste Kommando allernaadigst har be­ t ro e t “ . Brandma joren skulde altid holde mindst 24 Mand (Værkgeseller), „som Slangesprøjterne udi Nødsfald kan vide a t regere, hvilke Folk som hidindtil skal være iført sorte K itler“ . Allerede i 1752 va r deres Tal, som i 1733 havde være t 20, steget til 30, i 1754 til 3139). Deres særlige Kendetegn va r i Følge 1689-Brandordningen et rød t Baand om Livet. Det er senere blevet ændret til, a t de skulde bære en sort Kittel, en Ændring, der er sket før Branden 1728; ved denne Lejlighed omtales Brandmajorens Folk nemlig som „de Karle med de sorte K jo rtle r“ 40). Værkgesellernes Tilladelse til a t ernære sig af deres eget Haandvæ rk — uden Medhjælp — blev stadfæstet. Om Brandkompagniets Officerskorps oplyses, a t det foruden B rand ­ direktøren og Yicebranddirektøren omfattede: B randkap ta jnen , P r e ­ mier- og Sekondløjtnanterne, Fændrikken, Premierbrandmestrene, de to Brandkade tte r og B randad ju tan ten . løvrigt bibeholdt man fra de tidligere Anordninger hele det store og omstændelige Alarmeringsapparat og det mægtige Opbud af møde- pligtige.

162