KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

haup tmanden , a t han aldrig var gaaet uden om Preisler eller havde grebet ind i hans Kommando. løvrigt mente Fabritius, a t hans Kom- mandoomraade strak te sig over hele Brandordningen, da han i Henhold til Frederik IV’s Deklarationer var Chef for Brandkompagniet. Han vilde ikke anerkende den Forskel, Brandmajoren gjorde mellem Brand­ kompagni og Brandordning, men hævdede, a t Brandmajoren var Direktør for Brandredskaberne, ikke for Brandfolkene. Stadshaupt- manden ønskede derfor, a t Kongen vilde „for videre Tvistigheders Skyld decidere, om han ikke som S tadshaup tmand bør være Branddirektørens og Vicebranddirektørens Chef“ . Brandmajoren burde for sit ubeføjede Klagemaal gøre Fabritius en Undskyldning og sammen med sin „Kon- cipist“ betale en Mulkt til de fattige. Brand- og Yandkommissionen kunde ikke give Fabritius Ret i, at Branddirektøren var „Stadshaup tmanden subordineret“ , men ansaa sig selv for a t være Brandmajorens re tte Øvrighed. Den henstillede derfor til Kongen, a t Brandmajoren blev fritaget for Stadshauptmandens formentlige Chefsautoritet, og a t Kommissionen for Fremtiden alene skulde befale Mønstringer, samt endelig a t alle Disputer mellem de to P a rte r for Fremtiden skulde indsendes til Kommissionen. Stadshaup tmanden mente sig nu forure tte t af Kommissionen og klagede til Krigskancelliet over, a t nogle Kommissionsmedlemmer, trods det i Kommissionen var vedtaget, a t Brandmajorens Klage til­ lige med hans egne Bemærkninger dertil skulde tilstilles hvert enkelt Medlem, havde tilladt sig paa egen Haand „a t komponere en Betænk­ ning“ . Han udbad sig andre Kommissarier til nærmere Undersøgelse af Sagen. Denne Skrivelse fra Fabritius fik en Paategning om, a t der for dens Indsendelse burde tildeles ham en Reprimande. I Februar 1747 blev Striden afgjort i Overensstemmelse med Kom­ missionens Indstilling. Brandmajoren og hans Embede skulde være „for Stadshauptmandens formente Chefsautoritet fritagen“ . Brand­ mønstringerne skulde alene bestemmes af Kommissionen, hvorefter saavel S tadshauptmanden som andre skulde rette sig „uden Modsigelse“. Skulde — mod Forhaabning — nye Disputer opstaa mellem de to Parter, skulde de begge adressere deres Besværinger til Kommissionen,