KøbenhavnsBagerlaug_1683-1933

107 saa blev dette aldeles forbudt ved Reskript af 24. Februar 1756, hvori det hedder, a t der ikke paa nogen Maade »maa gøres noget T ractem ent, Maaltid, Drik eller deslige under hvad P ræ tekst det m aatte ske«. Over­ trædelse af Forbudet straffedes paa samme Maade som T rak tem ent ved Mesterstykkes Forfærdigelse, nemlig med Bøder, 2 Rdlr. for hver Amts­ mester og dobbelt for Oldermanden. Det var ret forskelligt hvor mange Mestre, der blev tilsagt til Lig- bæring. Tallet varierede i Reglen mellem 10 og 18, uden a t der er muligt a t se Grunden til, a t Tallet svingede saa forholdsvist stæ rkt. Det var ikke blot i København, a t Lauget m aatte møde til Ligbæring. 11. Oktober 1777 m aatte 10 Mestre saaledes tage til Lyngby for a t bære den gamle J o n J o n s e n , der havde været Bager paa Amalienborg. Men Aaret efter døde hans Enke, og da drog 18 Mestre til Lyngby for a t bære hende. — Undertiden skete det, a t Mestrene unddrog sig Ligbæringen og overlod den til Studenterne. Dette skete saaledes 18. Maj 1778, da 35 Bagere hver gav 1 $ 8 /3 for, a t Studenterne skulde bære forhenværende Bager J e n s J e n s e n s Hustru. 20 Studenter fik hver 2 $ , Krofaderen, der op- tra a d te som Bedemand, fik 1 $ , og for Ligklædet betaltes 2 •$ 8 /L Den sidste Indførsel om Ligbæring er fra 1836. Der var da tilsagt 16 Mestre, medens der i 1835 ved en anden Mesters Jordefærd kun var tilsagt 8. Ved Reskript af 12. Jan u a r 1820 blev Bøderne for Udeblivelse fra Ligstævne væsentligt forhøjede, nemlig til 1 Rdlr. Sølv for for sildigt Møde og til 4 Rdlr. Sølv for helt a t udeblive. Desuden skulde den ude­ blivende staa først for Tur næste Gang. 14. Oktober 1833 vedtog Lauget, a t Oldermand og Bisiddere skulde være fritagne for a t møde til Ligbæring, saalænge de var i Funktion. Naar Funktionstiden var udløben, skulde Bisidderne a tte r træde ind i Tur med de øvrige Mestre, medens den, der havde været Oldermand, for stedse skulde være fritaget. Inden vi gaar over til a t omtale Laugshuset og derefter Bagernes For­ hold til Offentligheden, bliver vi nødt til a t skænke Forholdet til Svendene en ret indgaaende Omtale. Dette Forhold var af saa stor Betydning for hele Laugets Forhold, saavel indadtil som udadtil, maaske endda i højere Grad indenfor Bagerlauget end indenfor noget andet københavnsk Laug, a t det ikke kan affærdiges paa nogle faa Sider. Der var mellem det store Antal tyske Svende, som Lauget beskæftigede, saa mange urolige Hoveder,