KøbenhavnVandværk_1859-1909

70

VANDVÆRKETS GEOLOGISKE OG HYDROLOGISKE UNDERSØGELSER

dalen paa dennes nederste og dybeste Del nærmest Stranden indtil ca. 1/2 Mil fra denne — altsaa i Egnen omkring Pile Mølle — idet Istidens øvre løse Jo rd lag her hviler umiddelbart paa Skrivekridtet. Da Dalens Retning falder sammen med Isbevægelsens Retning under den sidste Istid, antages det, at det dækkende maaske forholdsvis tynde Lag Saltholmskalk her er blevet bortfjernet a f Isen, der derefter har kunnet udpløje sig en dyb Rende i det bløde Kridt. Over Saltholmskalken har Istiden aflejret sine Dannelser, hvis Grundlag udgør det stenede Moræneler, der jo særlig kendetegnes ved, at al Lagdeling mangler, ligesom der ikke findes nogen Sortering efter Kornstørrelse, idet store Vandreblokke er allej rede Side om Side med line Lerpartikler, ganske modsat af, hvad der finder Sled, naar det er Vandet, der besørger Materialtransporten. Som bekendt antager man, at der har været mindst to Istider med en mellem­ liggende Interglacialtid, i hvilken Vandet fra Isens Smeltefloder har udslemmel og sorteret Moræneleret i Sten, Grus, Sand og fint Ler og atter aflejret disse, efterhaanden som Vandels Hastighed aflog. Ved Vekselvirkninger a f Isen og Vandet, ved Svingninger i Isens Udbredelse, ved Israndens Frem- og Tilbage­ rykninger er det forslaaeligt, at Istidens Dannelser ofte viser meget uregel­ mæssige Lejringsforhold. Medens den typiske Lagfølge skulde være: 1) Øvre Moræneler, 2) Lagdelt Diluvialsand (med underordnede Lag a f stenfrit, lagdeil Ler og smaa Gruslag), 3) Nedre Moræneler og derefter 4) Saltholmskalken, træffes i mange Tilfælde kun et Lag Moræneler, hvilende enten umiddelbart paa Kalkstenen eller paa et mer eller mindre tykt Gruslag, der ligger ovenpaa Kalken. Saadanne Lejringsforhold vil ogsaa i Hovedsagen genfindes paa de nedenslaaende geologiske Længdeprofiler langs nogle a f Vandværkets Vand­ indvindingsanlæg. Betragter vi nu disse geologiske Aflejringer fra Synspunktet om deres Evne til at træde i Vandforsyningens Tjeneste, maa man skelne mellem vand­ førende og vandstandsende Lag. Til de første hører som bekendt de grov­ kornede Jordarter med store Porer, hvorigennem Vandet let kan bane sig Vej, eller faste Stenarter med Spalter og Hulrum. Til de vandstandsende Lag, der yder stor Modstand mod Vandets Bevægelser, hører navnlig de fede Lerarter, del tætle Skrivekridt og den spaltefri Saltholmskalk. Naar Nedbøren følgende Tyngdens Love synker ned igennem Istidens Moræneler og Sandlag, naar den omsider ned til Saltholmskalkens og Skrivekridtets tætte, stærkt vandstandsende Lag, der tvinger Vandet til at ophobe sig derover, og den lodret nedadgaaende Bevægelse erstattes da a f en Bevægelse ud lil Siderne, stærkest der, hvor Lagenes Modstand mod Vandets Bevægelse er mindst. Vandet naar derved omsider tilbage til det laveste Vandspejl — Havet, for paany at fordampe herfra, for- tættes i de øvre Luftlag og alter, følgende sit stadige Kredsløb, at falde ned som Begn. A f de blaa Vandrejsningskurver paa den bag i Bogen indheftede Plan