KøbenhavnSkitseGeneralplan

frigivet af militæret, findes der kun to større områder, et uden for Vestenceinten ved Husum og et ved og på Amager Fælled. Begge disse arealer er tænkt anvendt til boligbebyggelse. For industrien er der bortset fra nogle mindre arealer til lettere industri og værksteder ligeledes kun to arealer, hvor der er ubebyggede grunde til rådighed i noget omfang: industri­ kvarteret i Valby og industrikvarteret i Sydhavnen. Overhovedet er der kun ganske få arealer tilbage, som endnu ikke er udnyttede, eller hvorover der endnu ikke er disponeret. Der må vises en ganske særlig omtanke, førend der træffes bestemmelse om disse sidste reservers ibrugtagen. Kun und­ tagelsesvis bør der blive tale om at stille sådanne arealer til rådighed for almindelig bolig- eller industribebyggelse; specielt må man passe på ikke at disponere kortsynet med hensyn til Situationen i dag er altså ganske forskellig fra situationen ved århundredskiftet, hvor det var det københavnske bystyre, der havde hele ansvaret for byens vækst. Dette ansvar ligger nu stort set hos andre. De planlægningsarbejder, man i dag står overfor i København, er ikke derfor mindre hverken i omfang eller betydning: det brede bælte af bebyggelse , som blev lagt om bykærnen i den sidste halvdel af forrige århundrede, står overfor at skulle fornyes. Synspunktet, at byen til stadighed må være underkastet en offentlig kontrolleret fornyelse - en vedblivende å jour-føring af bygningsmassens standard - vandt indpas med Køben­ havns byggelov af 1939. Det byggelovs/ors/a^, som blev ved­ taget af kommunalbestyrelsen den 13. januar 1938 indeholdt bl. a. bestemmelser om kondemnering af bebyggelse. Ved fremsættelsen af lovforslaget på rigsdagen gik disse bestem­ melser imidlertid ud under henvisning til det umiddelbart efterfølgende forslag til en boligtilsynslov, som skulle gælde hele landet. Ifølge byggelovforslaget kunne spørgsmål om kondemnering efter indstilling fra bygnings- og sundheds­ kommissionen rejses over for reguleringskommissionen for enhver bebyggelse, som var mere end 75 år gammel - eller iøvrigt i sundhedsmæssig og brandteknisk henseende i be­ tænkelig grad afveg fra lovforslagets bestemmelser. Denne bestemmelse om successiv afvikling af forældet bebyggelse var kædet sammen med bygningsattestens tidsbegrænsning, som i det oprindelige byggelovsforslag også var sat til 75 år, men som i lovens endelige udformning blev til 100 år. Fornyelsesopgaven kan gribes an med større eller mindre kraft. Det er i hvert tilfælde givet, at jo længere man venter med arealer til fremtidige offentlige formål. S tore fomyelsesopgaver fo re står

J7

2