KøbenhavnPaaHolbergsTid

Thehuse.

219 hayde spillet i har.s Hus. Han kaldes da Yin- og Theskjænker. Han havde flere Børn, blandt hvilke en fik Beværtningen efter h am 37). En Klub, der kaldtes det pavelige Kollegium, og som holdtes hos Biil i Fortunstræde, bestod af Studenter og andre lystige Folk og vedvarede en Del Aar. selv efter at disse Folk var komne i Embeds­ stillinger. Deres Møder kaldtes Konklaver, en Mand, der hed Mels Viborg, var Pave og de andre var Kardinaler og høje pavelige Em- bedsmænd. Man morede sig ved Møderne med at efterligne det romerske Hof, uddelte Embeder og Værdigheder, fordømte Kjættere, kriticerede og forkastede Bøger, kanoniserede Helgene osv., alt med største Værdighed. Paven vænnede sig saaledes til altid at tale med opstyltet Værdighed, at da han engang havde en Sag for Kommerce- kollegiet, talte han med saadan Gravitet og Myndighed, at Assessorerne troede, at han var beskjænket, »men da de fik at høre af Præsidenten, som havde Kundskab om ham, at han nylig tilforn havde været Pave, blev deres Fortrydelse forvandlet til Latter«. E t Medlem ved Navn Drsin hed Kardinal Orsini og blev siden Landsbypræst ; da Provsten i hans Dødsbo fandt et Brev i pavelig Stil underskrevet Odeschalcki, troede han, at Præsten havde været hemmelig katholsk og angav det for Biskoppen, der heldigvis kjendte Sagens Sammenhæng. Holberg fortæller om dette Selskab38), at Kardinalerne trakte­ rede dette Skuespil med saadan Æ rbarhed, at det omsider blev til Alvor, th i der rejste sig Splid og Uenighed blandt dem, som faldt ud til aabenbar Fjendskab, hvorudi hele Familier interesserede sig. Der rejste sig og en Proces imellem tvende af Kardinalerne, hvilken varede et helt Aar, og blev ført med samme Hidsighed som en virke­ lig Æressag, og som begge havde Tilhængere, gaves Anledning til et Skisma, som omsider gjorde Ende paa Societetet. Medens dette So­ cietet stod ved Magt, blev jeg en og anden Gang inviteret til at være Lem deraf, men som jeg allerede havde- begyndt at afsondre mig fra store og vidtløftige Selskaber, undskyldte jeg mig dog stedse derfor, saa at det var min egen Skyld og jeg stod i mit eget Lys, at jeg da ikke blev Kardinal; dog bivaanede jeg 2 eller 3 Gange Societetet som Honorarius, og gav jeg da Agt paa, hvad som derudi forhandledes, findende alting at være overensstemmende med hvad, som jeg tilforn havde hørt. Thi dette Konsistorium gjorde ikke saadant Mystère af Bagateller, som det paafulgte Frimurerselskab. Hvad som derudi be­ hagede mig, var dette, at man foresatte adskillige nyttige Spørgs-