KøbenhavnPaaHolbergsTid

Rangsyge.

151 Handel og anden Bedrift og følte sig tilsidesatte lige over for deres fornemmere Slægt. Magistraten havde Rang, Borgerofficererne havde Rang og Embedsmændene, der ofte var Borgersønner, havde ogsaa ofte Titler, derfor hunde den Tanhe ligge nær hos en Borger af Handelstanden, der blandt sine Medborgere regnedes som en af de »for­ nemme Borgere«, hvorfor han skulde staa tilbage for hine i Gang og Sæde, hvorfor han, der bar den borgerlige og Byens Tynge og be­ talte enhver sit, skulde vige for disse Slægtninge, der mangen Gang sad i Borg og Gjæld. Det gik da saaledes til, at naar man ikke fra oven kunde se en ærgjærrig Borgers Fortjenester, maatte han gjennem formaaende Patroner selv gjøre opmærksom derpaa, og naar Tiden var moden, indgav han Ansøgning om at faa Titel og Rang. Fik han denne bevilget, fandt hans Habo, at han var lige saa berettiget som hin, og derved opkom denne »utidige Rangsyge«, som Falster skildrer i sin Satire 1722 og Holberg i »Den honette Ambition«. Yi vil nævne nogle af Falsters Vers, der er bedre end enhver anden Beskrivelse: »Ej, koste livad det koste vil, gid Pokker Penge skaane for Rang, om man dem end dertil hos andre skulde laane, og 12 pro Cento udaf den hver Juni Maaned give, om man ved Landstliing skulde end sit Gods til Pant forskrive. Langt fra at jeg vil prutte om en tredive Dukater med mine høje Venner, som blandt Titel-Potentater mig Plads forskaffe vil, endskjønt jeg intet dertil duer, det grimme Ansigt er dog kjønt

ved Sminkevand og Eluer. Det saa fornemme lader dog til Bryllup og deslige, at Præst og andre maa i Krog for mig tilside vige, at jeg har Tjener bag min Stol, at alles Øjen gaber paa mig, som Kompagniets Sol, at alle for mig skraber«.