KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

K L A S S I C I SMEN S B Y

4 : 5

i 1760, og som i 1803 °S i 8°5, da det blev forbudt at nedsætte flere lig i byens kirker eller foretage begravelser paa kirkegaardene inden for byens volde, mod­ tog store udvidelser. Det var ikke sjældent, at københavnske familier foretog skovtur med madkurve til forfædrenes grave i de dødes have. I 1805 ophørte denne skik som følge af et strengere ordensreglement. Mindst een gang om aaret maatte enhver københavnerfamilie med respekt for sig selv en tur i skoven. I ugevis glædede man sig til denne begivenhed, der blev forberedt med den største omhu. Maalet var enten Charlottenlund eller Kirsten Pihis K ilde i Dyrehaven. Denne var blevet meget populær omkring 1790, og i aarene indtil 1807 strømmede københavnerne omkring Set. Hans og i de første uger af juli i tusindvis til Dyrehaven. Efter 1807 svandt interessen noget, men fra 1820 var kildens og dyrehavsbakkens popularitet i rask stigen. Den almindelige københavner maatte tilbagelægge turen til fods, og det kunde være baade en lang og en drøj vandring med den tunge madkurv og de trætte børn. Derfor naaede mange kun til Charlottenlund, hvor man veder- kvægede sig i det grønne, dansede og morede sig. Man kunde ogsaa komme af­ sted til vogns. Paa Trianglen og i Nørre Allé holdt bønderne i kildetiden med deres vogne, de saakaldte kaffemøller, og ventede paa at faa vognen fuld, inden man begav sig i vej. O fte maatte passagererne staa af vognen og skubbe bag paa, naar de smalle hjul skar sig for dybt ned i Strandvejens sand. Fra begyn­ delsen af 1820erne satte man dampskibet Caledonia i fast rutefart paa Klam- penborg, og dets ankomst til Bellevue hilstes med kanonsalut. Naar man havde naaet Dyrehaven, var maalet Kirsten Pihis K ilde og Bak­ ken. Paa de store sommerdage udfoldede der sig et broget og muntert folkeliv under de grønne trækroner. Der kunde godt være samlet henved 50.000 menne­ sker, og der udstedtes efterhaanden henved 250 bevillinger. Paa selve Bakken laa beværtertelt ved beværtertelt. Fru Heibergs moder, madam Påtges hørte til Bakkens faste teltholdere og svigtede ikke. Foruden beværterteltene var der alt gøglet, kunstberiderne, menagerierne, Mester Jakel Teatret, manden med per­ spektivkassen og den gamle jøde Michel Fewin, der aar efter aar stod under det store træ og sang sine ofte grovkornede viser til eget guitar akkompagnement. A ar efter aar vendte folk tilbage, tilbragte en dag i det grønne med sang og spil og drog om aftenen tilbage til byen et minde rigere, paa hvilket man kunde og maatte leve den hele lange vinter.

Hvad der navnlig gav livet i København sit særpræg var det forhold, at byen var residensstad og rigets vigtigste fæstning. Det enevældige hofpersonale var