KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

410

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

adskillige samfundsspørgsmaal. I klubben kunde man faa afløb for alt det, der rørte sindet, og desuden faa tilfredsstillet sin selskabelige trang. M an spillede kort og billard, og om sommeren, naar klubben forlagde sit lokale til et sted uden for byen, dyrkedes keglespillet med iver. Midtpunktet for klubbens liv var sam­ livet omkring den dampende punchebolle, hvor tale og sang vekslede, og hvor den kvikke vise var sikker paa et taknemligt publikum. Der opstod adskillige klubber, der hver havde sit karakteristiske publikum og sit særpræg. En af de kendteste var Dreyers K lub , der navnlig blev besøgt af embedsmænd, grosserere og tidens litterære navne. En anden berømt klub var »Kongens K lub«, der senere blev sluttet sammen med »Det forenede borgerlige Selskab« og tog navnet »Kjøbenhavns K lub«. A f andre klubber fra aarhundre- dets begyndelse kan nævnes »Enighedsselskabet«, »Harmonien« og »Det bestan­ dige borgerlige Selskab«. M ange klubber tog ogsaa filantropiske opgaver op. En særlig form for klubliv udfoldede sig i skydeselskaberne og i de dramatiske selskaber, af hvilke der fandtes adskillige. Dilettantkomedien dyrkedes med liden­ skab. M an nøjedes ikke med at give dramatiske forestillinger for medlemmerne, man indbød undertiden ogsaa til offentlige forestillinger. Et af de mest kendte dramatiske selskaber var Borups Selskab, stiftet 1789. Forestillingerne fandt som regel sted enten paa teatret paa hjørnet af Lille og Store Kannikestræde eller i gaarden paa Kongens Nytorv nr. 6. Byens eneste virkelige større offentlige forlystelsessted om vinteren var Det kgl. Teater, hvis sæson strakte sig fra oktober til maj. Paa teatret gaves baade skuespil, opera og ballet. Teatret spillede en stor rolle i byens liv, og man sloges formelig om billetterne til de billige høkerloger. I lange perioder af Frederik V I ’s regeringstid stod teatret kunstnerisk paa et meget højt stade. Repertoiret blev fornyet med Oehlenschlagers tragedier, Heibergs vaudeviller og Hertz’ borger­ lige lystspil, og en stab af fremragende skuespillere stod rede til at fortolke disse nye skuespil, der i mange tilfælde var skrevet specielt til dem. Ogsaa balletten naaede et højdepunkt i denne periode ved August Bournonvilles skabende virk­ somhed. Den kgl. skuespildirektion vaagede med ængstelse over, at ikke fremmede skuespilselskaber fik adgang til hovedstaden, og i hvert fald aabnedes døren kun paa klem. I 1801 fik den italienske pantomimiker Pasquale Casorti sammen med sit store italienske selskab tilladelse til at opføre pantomimer paa Hofteatret, og denne scene anvendtes i det hele taget til aftenunderholdninger af forskellig art, offentlige maskerader o. lign. Paa denne scene fik den 13-aarige Johanne Luise Påtges, senere fru Heiberg, sin første selvstændige offentlige optræden som Trine