KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

404

vente, indtil det blev dag. Byen maatte ikke forstyrres i sin nattesøvn af sene rejsende. V ed daggry samledes foran byens porte en lang række bøndervogne, belæsset med de daglige forsyninger til hovedstadens befolkning. Passagen gen­ nem porten var saa smal, at den kun tillod een vogn at passere ad gangen. Det tog derfor sin tid at afvikle den lange kortege, saa meget mere som bøndernes vogne blev undersøgt af de vagthavende toldbetjente, og kusken afkrævet akcise af de indførte varer. I byen havde bønderne deres faste stadepladser paa Gammel- og Nytorv. Her tog de opstilling med deres grøntsager, fjerkræ og hvad de ellers med­ bragte. Byens husmodre kom med deres piger og den store torvekurv, og der blev købt ind. Amagerkonerne tyede til Højbroplads, der var byens vigtigste grønt- og blomstertorv. Et andet vigtigt handelsstrøg var kanalerne langs med Børsen og mellem Holmens Bro og Højbro. Provinsens pæreskuder lagde til her og udhøkrede deres varer. Paa Gammelstrand sad fiskerkonerne dengang som nu. Omløbende sælgekoner var ligeledes meget almindelige, og deres karak­ teristiske og gjaldende raab lød gennem de snævre gader. Noget pulserende gadeliv kendtes ikke. Vogntrafikken var beskeden. D a af­ standene var smaa, kom man til fods let fra den ene ende af byen til den anden. Portechaiserne var forlængst forsvundet, og hyrevognene havde indtaget deres plads. Store butiksvinduer med lokkende udstillinger kendtes ikke. De begyndte først at dukke op ved periodens slutning. De fleste butikker laa i kælderen, og et simpelt skilt oplyste om indehaverens navn og forretningens karakter. Brolægningen var daarlig, ogsaa i de fornemme gader, og overalt fandtes aabne rendestene, kun slet forsynet med rendestensbrædder. Naar det regnede stærkt, flød rendestenene over alle bredder. Naar varmen laa tungt over byen, bredte der sig ofte en modbydelig stank. København var sørgelig berømt for sine skidne gader. Myndighederne førte en kamp mod beboerne, der var tilbøje­ lige til at smide deres affald ud paa gaden. Dette blev atter og atter forbudt, og i 1806 paabød man, at alle husejere skulde drage omsorg for, at der hørte specielle affaldsbøtter til hver ejendom. Naar renovationsfolkene ved hjælp af skralden, der fra 1806 blev eneraadende (tidligere havde man ogsaa haft en klokke), tilkendegav deres ankomst i gaden, skulde beboerne komme ud og anbringe affaldet paa vognene. Det kneb imidlertid med at faa paabudet over­ holdt. Betegnelsen »skraldemand« fortrængte samtidig de gamle udtryk »Skarn­ ager« eller »Kørekarl«. Under disse forhold var al passage paa gaden om aftenen ubehagelig. De søvnige tranlamper, der holdtes i live af de gemytlige vægtere, gav kun sparsomt