KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

402

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

mercelæster (eller 50.000 tons). I 1839 var antallet af skibe ganske vist sunket til 281, men lastedrægtigheden var ikke mere end godt 15.000 kommercelæster. Den samme stilstand, som vi har mødt inden for handelen, genfinder man inden for industri og haandværk. Sukkerraffinaderierne maatte gaa med for­ mindsket kraft, og i 1837 var der kun 11 raffinaderier tilbage. Klædevævenes antal gik ligeledes ned. Det var bl. a. afsætningen til Norge, der svigtede. Det store navn inden for den københavnske klædefabrikation var J. C . Modeweg (178 2 -18 4 9 ), der i 1810 havde oprettet en klædefabrik. Han forstod at udnytte krigskonjunktureme og klarede sig ligeledes igennem statsbankerotten. I 1820 brændte fabrikken, der derefter flyttedes ud til Brede, dels for at udnytte vand­ kraften, dels for at skaffe billigere arbejdskraft. M indre kapitalstærke dugmagere og klædefabrikanter maatte blive i byen og klarede sig kun nødtørftigt, delvis ved hjælp af Det kgl. Klædeudsalg, der ophævedes i 1837. Ogsaa bomuldsspinde­ riet i København sygnede hen. Bomuldsvæver Bonfils havde en blomstrende virksomhed, men fra midten af 1820erne gik virksomheden tilbage. Bedre gik det uden for hovedstaden, hvor arbejdskraften var billigere. Derimod trivedes olieindustrien godt i hovedstaden, og af kongerigets 16 oliemøller i 1837 laa halvdelen i København. Ogsaa andre industrigrene var i fremgang. I 1831 fik Hambro bevilling til anlæg af et dampmølleværk til tilberedning af ris og for­ maling af korn til eksport. Jacob Holm udvidede stadig sin virksomhed. I 1820erne forpagtede han Wilders Plads og paabegyndte et moderne skibs­ byggeri. Som ovenfor anført byggede han for L. N. Hvidts regning det første danske dampskib, og i 1836 anlagde han paa Christianshavn den første danske ophalingsbedding. Stadig nye grene voksede frem paa den gamle stamme, f. eks. hvalfangst og trankogeri. I 1836 optoges de tre sønner i firmaet, der fik navnet Jac. Holm og Sønner. En anden foretagsom slægt var familien Holmblad. Lauritz Holmblads sønner overtog i 1827 sæbefabrikken og det gamle farveri. Sæbefabrikens ejer blev Jacob Holmblad, der udvidede den med en lakfabrik, en fabrik for spille­ kort, en limfabrik og et marvoliekogeri. A lle disse virksomheder overtoges i 1837 af L. P. Holmblad (18 1 5 -9 0 ), der førte virksomheden videre frem. Fra denne periode kan endvidere nævnes isenkræmmer M . Anker Heegaard ( 1 7 7 6 -1 8 3 7 ), der i 1828 anlagde et mindre jernstøberi paa Nørrebro, paa basis af hvilket sønnen Anker Heegaard siden opførte den senere meget kendte københavnske virksomhed. M ange af de nye forretninger var beskedne set med nutidens øjne, men grundlaget var sundt, og da først konjunkturerne for alvor begyndte at gaa opad, gik de en virkelig fremtid imøde.