KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

369

K L A S S I C I SME N S B Y

udrustede og krigsduelige mænd under ledelse af dygtige officerer, blandt hvilke maa nævnes den senere sejrherre ved Waterloo, lord Wellington. Hele denne styrke blev efterhaanden bragt i land, og imod den kunde der kun indsættes daarligt bevæbnede landeværnstropper. De regulære militære styrker opgik til ca. 5500 mand under ledelse af gamle, pligtopfyldende officerer, der aldrig havde deltaget i et virkeligt felttog, og som kun kendte militærlivet fra manøvrer og eksercerpladser. Intet kunde derfor hindre den planmæssige engelske frem­ rykning og hovedstadens totale indeslutning. T il Københavns kommandant udnævntes den mere end 70-aarige tyskfødte ingeniørofficer Ernst Peymann. Denne officer havde en lang og pligtopfyldende karriere bag sig som fortifikationsofficer, og han havde desuden beklædt vigtige militære administrative embeder. Han var kendt og agtet i vide kredse og havde indlagt sig fortjeneste ved sit arbejde for at forbedre det københavnske brand­ væsen. Han havde dog aldrig haft nogen egentlig militær kommando og havde faktisk heller aldrig været rigtig soldat. T il denne gamle hædersmand, der trods sin alder var rask og rørig, betroede man Københavns forsvar i denne vanske­ lige time, og saa hastigt skete udnævnelsen, at man ikke fik tid til at fastlægge rammerne for hans beføjelser. Sandsynligvis kunde ingen - selv ikke den dyg­ tigste officer - have klaret den vanskelige situation, men det gjorde ingenlunde sagen bedre, at Peymann tvivlede om sine evner til at løse den ham stillede opgave. Han manglede ligeledes den beslutsomhed og haardhed, som maa findes hos en indesluttet fæstnings kommandant. Den almindelige stemning i hovedstaden var god og fortrøstningsfuld, og villigt meldte byens ungdom sig til de forskellige frivillige korps, der oprettedes. Inden for ledelsen var man mindre fortrøstningsfuld, og saa godt det var gørligt, forsøgte man at forberede sig paa det uundgaaelige. Et bombardement af byen maatte ventes, og det frivillige mandskab maatte instrueres til samarbejde med brandvæsenet. Dette var i 1799 og i 1805 blevet reorganiseret og udvidet, saa- ledes at det skulde kunne imødegaa en virkelig katastrofe. Alle pumper var blevet gjort istand, og der var anskaffet nye sprøjter og sprøjtepramme. A lle husejere fik ordre til at blive i deres ejendomme, saaledes at man kunde kvæle de mange smaabrande i fødselen. Vandbeholdninger blev bragt omkring i de forskellige kvarterer, og det forhaandenværende brandmateriel fordelt paa byens forskel­ lige pladser. For at hindre englændernes opmarch afbrændtes forstæderne, og der fore­ toges fra tid til anden mindre udfald fra fæstningen. Disse blev dog udført uden større kraft og havde kun ringe betydning. Mest berømt blev livjægernes