KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

5 3 °

Detailhandlerbanken standse deres betalinger. Der udbrød nu panik blandt sparerne, som begyndte at storme bankerne. I denne truende situation greb regeringen ind for at standse panikken. Den fik nedsat en komité bestaaende af repræsentanter for Nationalbanken og storbankerne, og denne udsendte en garanti for kreditorernes tilgodehavender. Derefter saneredes de sammenbrudte banker. Handelsbanken overtog Grundejerbanken, og Detailhandlerbanken blev likvideret. Endvidere gik Centralbanken 1917 op i Privatbanken. Resultatet af krisen blev saaledes, at der i 1 9 14 fandtes fem storbanker i København: Natio­ nalbanken, Privatbanken, Handelsbanken, Landmandsbanken og Laane- og Diskontobanken. De raadede tilsammen over en aktiekapital og reserver paa 217 millioner kroner. Hvor stor koncentrationen indenfor den københavnske bankverden var ses bedst deraf, at Danmarks øvrige i 4 o banker tilsammen havde aktiekapitaler og reserver beløbende sig til 84 millioner kroner. Fra 1870erne udvidedes ogsaa grundbesiddernes muligheder for at rejse kapital. V ed siden af den i 1851 oprettede Østifternes Kreditforening, som fik sæde i København, og hvis omfang og betydning hurtigt voksede, fik man efter 1870 yderligere to kreditforeninger, hvis virksomhedsomraade var begrænset til hovedstaden og dens omegn: Kreditforeningen af Grundejere i København og Omegn, stiftet 1882, og Københavns Hypothekforening, grundlagt i 1895. Indenfor forsikringsverdenen skete i disse aartier en udvidelse, som især falder indenfor livsforsikringsvirksomheden. I 1872 aabnedes det første private livsforsikringsselskab i København, Hafnia, og samme aar gik selskabet Dan­ mark, der var blevet grundlagt i 1861, men som hidtil kun havde givet sig af med brandforsikringer, over til ogsaa at tegne livsforsikringer. i 884 oprettedes det første ulykkesforsikringsselskab, Skjold. Fra 1890erne til den første verdens­ krigs udbrud var forsikringsvirksomheden derefter i jævn og stigende vækst med livs- og ulykkesforsikringerne som midtpunkt. Haandværkets stilling efter 1870 bestemtes af næringslovens gennemførelse i 1857 og det industrielle samfunds gennembrud. De nye erhvervsbetingelser, som næringsfriheden medførte, berørte ikke mindst forholdene i København, hvor lavene havde været talrigst. Det blev nu ophævet, og enhver kunde stort set frit nedsætte sig og blive mester. Haandværkerne gav ofte denne erhvervsfrihed skylden for de daarlige tider. A f endnu større betydning blev dog sikkert den mekaniserede industris gennembrud i 1870erne. Ganske vist beherskede haandværket endnu i mange aar produktionen, og i 1870erne var det, med undtagelse af jernstøberier samt maskin- og tobaksfabrikation, dominerende. Efterhaanden som industrierne blev