KøbenhavnFraBopladsTilStorby_2

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

522

dieu, Weber og Meyerbeer, men dog ogsaa sørgede for at præsentere Mozart og Rossini - R ichard Wagner vovede man sig ikke i lag med endnu - og balletten, hvor August Bournonville endnu længe var det store navn. Selv optraadte han sidste gang i i 848 ; men han ledede balletten, og i nøje samarbejde med tidens førende komponister skrev han sine balletter, der trods deres naive indhold er blevet staaende som den klassiske balletform ved teatret i kraft af deres umiddel­ bare skønhedsvirkning og hans evne til at forbinde en dramatisk handling med sin kunsts udtryksformer. Han havde ogsaa fremragende kræfter til raadighed - Lucile Grahn, som han skrev »Sylfiden« til, men derefter brød med, saa at hun vandt verdensberømmelse borte fra Danmark, og familien Price, der nu rykkede ind paa vor fornemste scene fra Vesterbros fjælleboder. Programmet paa Casino og Folketeatret var som regel saare jævnt. H. W. Lange kunde som Casinos første direktør opføre Hostrups komedier, som Hei- berg havde afvist paa Det kongelige Teater; men Lange satte penge til som direktør. Senere, da Erik Bøgh tog ledelsen paa Casino, gled Lange, beskyttet af Frederik V I I og ikke mindst af grevinden, over til Folketeatret. Det kunde ske, at Casino opførte moderne stykker - »Gildet paa Solhaug« 1861 var den første Ibsen-forestilling i København - men gennemgaaende gik det nok saa godt med Erik Bøghs »Kalifen paa Eventyr« og Offenbachs operetter, nytaarsrevuer og franske skuespil, som Erik Bøgh, ubesværet af kunstneriske prætentioner, over­ førte til letfatteligt københavnsk. I det hele var Folketeatret og Casino »Second- teatre«, regnet for at staa i lavere plan end det kongelige. M an tør se de hygge­ lige underholdningsstykker fra den tid med deres billige effekter og jævne moral som et udmærket udtryk for, hvad publikum kunde bruge. Hvad tiden skabte af virkelige litterære storværker, formedes til dels ud fra en kritisk og temmelig bitter fordømmelse af liberalismen- Det var Paludan- Mullers »Adam Homo«; det var Søren Kierkegaards »Enten-Eller« og »Stadier paa Livets Vej«, der vakte mere forargelse end forstaaelse ved fremkomsten; det var Egede Schacks »Fantasterne«. Naaede de ikke ud til det brede publi­ kum, blev de dog — Kierkegaara ikke mindst - paaskønnet af den aandelige elite, der saa ubestridelig fandtes i datidens København, og livligt kommenteret i pressen; hvad Grundtvigs tanker indebar, havde kun en ganske lille kreds i København forstaaelse for. Hvad de brede lag, baade fattigfolk og middelstand, læste, faar man forestilling om ved at se dagbladenes feuilletoner. Ploug holdt fanen højt, men man tør tvivle paa, hvor glade abonnenterne har været ved Dickens’ »Bleak house«. »Dagbladet«, »Flyveposten« og de andre havde sikkert bedre forstaaelse af deres publikums ønsker; mens vor tids ugeblade regelmæs